Biografi for: Proband 01. Jan Vesti Andersen

En kommentar: ( 1997 )
Slægtsforskning er virkelig interesant og omsiggribende, jeg blev præsenteret for det på den måde, at min hustru Sonja Torp Andersen og jeg selv var til min nieces 30 Aars fødselsdag, og der så
vi at hun var igang med at undersøge hvilken familie hun havde tilbage og hvorfra hun stammede.
Hendes forældre Poul Vesti Andersen (min store broder) og hans hustru Lis Andersen kunne åbenbart ikke hjælpe hende,-: (Lone Vesti Andersen) med noget, så det blev jeg og min hustru der begyndte med at
skulle finde Søren Andersen's fødehjem og hans forældre (Christen Andersen & Ane ArildsDatter).
Lone havde sporet op at Søren Andersen skulle stamme fra en Soderup,- dem er der jo nogle stykker af, men jeg vidste ihvertfald at han var fra midtsjælland, så derfor måtte det jo nok være den ved Tølløse!
Sonja og jeg begyndte at køre rundt på forskellige kirkegårde i forskellige byer og sogne.
I Soderup fandt vi kirken som lå lige overfor et hus der hed "Bakkehus", og på kirkegården fandt vi ret hurtigt nogle gravsten: Minde over
Gdr. A.Vesti Andersen
Soderup
* 22-6-1861 + 26-4-1938
og Hustru
Karen Kirstine Andersen
* 6-5-1866 + 8-6-1921
FRED

Samt en sten lige ved siden af:
Gaardejer
Niels Vesti Andersen
* 4-2-1898 + 8-7-1949
Estrid Andersen
* 8-4-1903 + 5-7 - 1988

TAK FOR GODE MINDER

Hvad var nu det ? - ihvertfald nogle Vesti'er, men var det en fader og søn?, - her var der et spor, og noget at gå igang med.
Det har blevet til mange telefonopringninger mellem Lone og jeg samt brevvekslinger.
( Det skal lige tilføjes, at vi samtidig gik igang med min mødrende side,- samt Sonja's aner på begge sider, og det har bragt os vidt om på Sjælland og i Jylland og på Mors.)

Men sporet var lagt ud.

Jeg gik så igang med at undersøge om der var nogle af min faders ( Arild Christen Vesti Andersen's )
søskende der stadig var tilstede, jeg havde jo ikke haft kontakt med nogen siden hans død i 1977.

Jeg kom i tanke om at min bror Poul havde omtalt ved en eller anden lejlighed, at han havde "sporet" vor faster Dagny Vesti Rønne f: Andersen, til et sted ude ved Vibenhus Rundel.

Jeg gik jo så den nemmeste vej,- via telefonbøgerne, og fandt hende der,- og så kom prøvelsen - der skulle ringes. Det blev der, og et besøg blev aftalt. Det blev et rart gensyn og mange minder udvekslet.

Af hende fik jeg megen fortælling om min farfader Søren Andersen og hans barndomsfødegaard,- nemlig Bakkegaarden i Soderup, og at den vist stadig var i slægtens besiddelse, og at det skulle være hendes fætters datter Jytte Vesti der skulle bo der.

Det førte så igen nogle køreture med sig,- ned til Soderup igennem Tadre Mølle og skov, - ind i Soderup og "snuse" rundt. Vi fik snakket med en tømrer nede i byen, han kendte godt dem Vesti - Olsen oppe på Bakkegaarden, og kunne da fortælle en del,- !!!

Vi regnede nu med at der var lagt et "sladre" spor ud i den lille by! ( om at nogen ville vide noget om nogen )

Det blev selfølgelig til en opringning til Bakkegaarden (nummeret fundet gennem teledanmark), og en præsentation som Jan Vesti Andersen mon sagde (Jytte) noget,- Vesti Andersen sagde hende noget, og efterhånden kom vi ind på det som det hele drejede sig om, og jeg fik en masse fortalt også at der havde været en på besøg som havde været hendes faders fætter. (Richard Vesti Nielsen søn af Ane Victoria Andersen)
Der blev udvekslet mange navne, og ikke alt kan selfølgelig sådan lige bringes på plads.

Men så er det jo godt, at breve gemmes,- her et jeg sendte Jytte Vesti i februar 1998:
Dragør den 2/2/1998
Kære Jytte og gemal (jeg mener at huske, at navnet var Jens Peter ?)

Her i denne sure vintertid sender jeg dig lidt - om hvad jeg er kommet frem til ang.Bakkegaarden og dens tidligere beboere.
Hvis jeg sætter dig som nr.1 (Proband) din far som nr.2 og din farfar som nr.4 på anetavlen, ja så er det jo den samme lige linie vi følger.
Min kone Sonja og jeg har været på Rigsarkivet for at se på folketællinger over Soderup - det sjove er, at Christen Andersen fra Bakkegaarden nok er den som har stået for de tre første optællinger 1860,- 1870,- & 1880,- der kan vi ogsêa se at navne er meget fuldførte,- det bliver lidt mere la,-la,- ved tællingerne 1890 & 1901.(se vedlagte ! )
Jeg har også vedlagt et par kopier af anerne nr.8 & 9 med lidt mere udførlige beskrivelser over hvad vi har intil nu.
Så har jeg vedlagt en kopi af det Julekort som vores farfædres brødre har sendt til den ene, (den var svær, men det må være rigtigt ramt,- da din far Niels Vesti Andersen, og min far Arild Christen Vesti Andersen jo var fætre.

Vi har ikke kunnet finde nogen "Jenny" - her tænker jeg på den søster der skulle være mor til Oluf,- Erik og Ebba i Viuf.
Jeg håber på, at det kunne være en af søstrene der blev kaldt "Jenny" som kælenavn,- Jfr. THORA & LAURINE !!!
Inger Marie har vi fundet via FT og ligeså Hans Peter,så nu skal dataerne blot findes på Landsarkivet.
Endvidere har jeg vedlagt en fotokopi af en familieopstill. på Bakkegaarden,- og, som jeg håber du kan hjælpe med at sætte navne på ! ?
Men slut for denne gang
mange hilsener
Jan Vesti Andersen

Det resulterede i at vi blev inviteret til at aflægge Bakkegaarden i Soderup et besøg i februar måned, og dette besøg fandt sted Fredag d. 6-2/1998.
Jeg må nok indrømme, at jeg nok ikke var helt "profesionel stifinder" på vejen derned, vi kom over Hvalsø,- Tingerup,- Baarup,- Kr. Eskildstrup og Bukkerup inden vi kom til Dumpedalvej 8 i Soderup,-
Men på den anden side.- hvad det viste sig sidenhen, havde vi jo været på mine aners jorde og byer !!!

Jeg må indrømme, at det føltes rart da vi kørte op af markvejen til gaarden, og spændte var vi på at se hvem det var,- (vi havde jo kun talt over telefonen,) - der boede der.

Jytte Vesti og Jens Peter Juul Olsen stod og tog imod, ( og da vi jo er dyrevenner skal vi også have Frederik og Knirke med) - det var helt mærkeligt at stå på gårdspladsen og vide, at her havde ens oldeforældre og deres børn boet,- modtaget blev vi som om vi altid havde været en del af familien, det blev en meget hyggelig aften, middagsmad i spisestuen og kaffe m.m. i stadsstuen fremvisning af de gamle køkken møbler som vore oldeforældre havde siddet ved o.s.v., og så til sidst blev alt materiale - billeder
skrifter og mere lagt frem, og der blev fortalt !.

Og her passer et klip af Jytte Vesti's foredrag jo fint ind:

Når man bor i oldemors hus, vil man nok snarer tænke på hvordan det hele var dengang - end hvis man boede et andet sted - Hvordan var disse oldeforældre - hvordan levede de ?

Og når ens oldeforældre så har været så betænksomme, at bevare gamle papirer og dokumenter, fra et par generationer før dem, går det let med at efterforske den gren af familien på Bakkegården i Soderup, ca.200 år tilbage i tiden. - At man så hen ad vejen finder ud af at slægtsforholdet ikke er som først antaget, gør ikke det hele mindre spændende.

Oldemors søn, som overtog gården, har også værnet om disse gamle papirer - hvorimod det åbenbart ikke har haft mine forældres interesse. - I deres tid på Bakkegården havde de deres plads på loftet.

Et loft hvor man gennem flere generationer har gemt hen, findes mange gamle og sjove ting - De før os, har heldigvis haft det ligesom jeg - når man endelig kommer igang med at rydde op, er der ting, man ikke nænner at smide væk aligevel.

Vores datter sagde engang, hun som stor pige skulle være med at rydde op på loftet: " Nu deler vi det hele i 3 bunker - det der skal blive - det der skal ud nu - og det der skal ud næste gang." og helt forkert er det nu ikke, ihvertfald ikke hjemme hos os.

Det var ved sådan en oprydning, vi i en gammel kommode fandt nogle gamle dokumenter. - Først nogle håndskrevne papirark - godt krøllede og helt ulæselige, - længere nede i kommodeskuffen fandt jeg så et kort over gården og jorden den hører til, det var fra 1801, det kunne jeg da se hvad var, selv om mussene havde holdt festmåltid på noget af det. -
Og så var interessen vagt - hvad var mon så det andet - det hele kom med ned, og der fandt vi så: Gamle skøder,-
en skudsmålsattest fra 1722,- skudsmålsbøger,- dåbs og vielsesattester. - Det er ikke noget der har været let at læse, men meget spændende.

Havde jeg ikke fundet kortet over gården, var det hele, måske havnet i den bunke der ihvertfald skulle ud næste gang, - godt det ikke skete - for da vi havde fået tydet de gamle skrifter, vidste vi noget om dem der levede på Bakkegården, -
endda på en bestemt dato nemlig den 17.marts 1868.

På den gamle - stråtækte - firelængede gård, boede mand og kone - deres 4 børn, hvoraf den ældste var 7 år, en gammel bedstefar, der boede i aftægteboligen der var i en af længerne. Desuden var der en karl og 2 piger.
På gården boede også en lærling, han var i lære hos naboen der var muremester - men havde ikke plads, så lærlingen kunne få logi hos ham - derfor boede han hos karlen på gården.

Hvordan er dagen så gået for disse folk på gården ? -
det var så tidligt på året, at de ikke var begyndt på markarbejdet, men der var jo dyrene at passe, nemlig 4 heste,- 8 køer,- 1 kvie,- 1 fedekalv,- 12 får,- og 17 lam,- 3 svin,- og noget fjerkræ, desuden havde de en del korn der ikke var tærsket endnu.

Pigen Maren starter dagen med at malke de 8 køer - karlen foder og renser hos dyrene, derefter kører han i skoven efter brænde for en husmand i byen.

Til morgen er der kommet en mand fra Qvarmløse, han skal tærske korn, så han står i loen hele dagen og tærsker med plejl, da det bliver mørkt traver han til Qvarmløse igen, - han har først været inde i stuehuset for at spise.

Christen Andersen, som husbond hedder, er om formiddagen taget til Skomagerkroen, der skulle han sælge en kalv. Han kommer tilbage til gården ved 4 - tiden om eftermiddagen, men kun for at gå på nabobesøg, derefter går han til Høgeren, der kommer han hjem fra kl. 8 om aftenen.

Medens Christen har haft travlt med at få tiden til at gå, har hans kone Ane haft travlt derhjemme, hjulpet af de 2 piger.
Den dag bryggede de øl, så det startede Maren på da hun havde malket køerne, så hun har haft travlt i bryggerset hele formiddagen.

"Lillepigen" Sofie, har hjulpet madmor, med børnepadsning,- madlavning,- og rengøring om eftermiddagen,- er nok også strikket nogle omgange med strømpepindene, der var mange fødder der skulle ha' varme sokker. Og dengang gik man ikke i brugsen og købte termosokker, når der var tilbud - næsten alt var hjemmelavet, så der var nok at se til.

Ved 7 - tiden om aftenen, går Maren så i stalden for at malke igen - det foregår i mørke, for ha' en lygte det må hun ikke, brandfaren er for stor - og lygte bruges kun, hvis et dyr bliver syg eller er sluppet løs.

I aftenstunden, medens Maren malker, har Sofie travlt med at hente brændsel og vand ind til næste dag.

Aftægtsmanden, Anders Væstesen, har været inde hos Ane i stuehuset et par gange i løbet af dagen, men efter de har spist, går han i seng allerede klokken 6.

Da Maren har malket - båret mælken op og siet den, går hun ind i stuen, hvor gårdens folk efterhånden samles,- karlen ryger pibe - det gør han kun i stuen og piben bliver lagt i stuen da han gå i seng, - ingen åben ild på karlekamret ved siden af hestene.

Omkring klokken 8 kommer Christen hjem, fra Høgeren. - Så går Ane i seng. - Konen sikkert været stik-sur,- og efter krobesøg,- nabobesøg,- og Høgerbesøg har stemningen måske været noget løftet.
Han sætter sig i stuen og spiller på sin violin for de andre, men inden klokken er 10 er alle gået til ro, karlen har inden han gå i seng været hos hestene for at fodre dem.

Hvad har naboerne så fået tiden til at gå med den 17.marts ?

Ja, mange af dem har været på tærskearbejde. En af dem helt oppe i Hopolden, han var gående derop, men så blev han også et par dage. Muremesteren, ham hvis lærling boede hos karlen på gården, var på arbejde på Prøvegården.

Efter en lang arbejdsdag, for de fleste, kunne de nok trænge til en god nats søvn, - Men de får ikke lov at sove mange timer før de vækkes af noget af det uhyggeligste man kan opleve, - ILDEBRAND
Gården brænder nemlig om natten d. 18. marts ved 2 - tiden.

Karlen er den der først bliver klar over hvad der er galt. Han vågner ved at der er noget der buldrer - og hunden som står tøjret i porten tuder. Han springer op - vækker lærlingen sender ham ud for at sørge for at få hestene ud.
Selv løber han til stuehuset, hvor han få vækket husbond,- løber så til stalden, for at redde køerne og de andre dyr ud, - men det er allerede for sent, taget er faldet sammen og alle dyrene indebrænder, undtagen hestene.

I stuehuset er der selfølgelig vild panik, Ane og pigerne tar' børnene og får dem reddet ud i haven, men alting skal gå så hurtigt og pludselig opdager Ane til sin rædsel, der mangler et af børnene, hun styrter ind igen og får i sidste øjeblik reddet en lille sovende dreng ud - hurtigt er det hele omspændt af flammer, så det er ikke meget indbo husbond og tililende naboer få reddet ud.

Da brandsprøjten fra Bukkerup og Astrup ankommer var der intet at redde ved gården og man koncentrerede sig så om at forhindre branden i at brede sig til andre gårde og huse,- ildebrand i en landsby kunne dengang blive en katastrofe.

I et af nabohusene vækkedes manden ved at nogen banker på vinduet, han springer op - tror huset brænder over hovedet på ham - griber et sygt barn, de har, og løber til naboen med det,- det fyger med ildgnister hen over huset, men han sig slet ikke tid til at se om det er hans hus der brænder. - Først da han har fået reddet deres 5 børn ud, opdager han at det er hos naboen det brænder.

Hvordan er branden så opstået ? - det skal opklares og gårdens beboere og de nærmeste naboer bliver afhørt.
Første gang, dagen efter kl.12 i præstegården, - nogle dage senere ved retten i Holbæk.

Udskrift af Politiprotokollen herfra, var de næsten ulæselige papirark
jeg fandt i kommodeskuffen,- 43 hånsskrevne sider, om alle disse afhøringer -
Det har været spændende læsning og derfra ved vi så hvad der skete den
17.marts 1868
og det skulle være helt pålideligt, for alt er aflagt under SANDHEDSLØFTE
og EDSTILBUD som der står.

Det bliver ikke opklaret hvordan branden er opstået, men alle er enige om at den må være påsat.

Dagen før branden har der ingen fremmede været undtagen 2 mænd der ville sælge fisk - de blev godt nok sure da Ane ikke ville købe noget, men ligefrem brande gården af for det - De bliver afhørt og fortæller at de i løbet af dagen har været pêa Krogården ved Grønnebjerg.

Nogen tid efter branden går rygtet så, at det skulle være naboen Murer Søren Christiansen (ham med lærlingen) der skulle have påsat branden.

Andre naboer fortæller at han ved branden har villet ha' brandsprøjten placeret, der hvor der ingen overhængende fare var for at ilden skulle brede sig, vest for gården, men der lå det hus han boede i.

Men snakken går i byen, man taler om at Søren opførte sig nu mærkeligt på brandnatten - hvorfor ville han ha' de brandsprøjter væk fra den halmstak?, der stod øst for gården. For med den vesten-vind der var,- var der stor fare for at de huse der lå på den side af gården, ville brænde hvis der gik ild i halmstakken.

Et af de huse ejede Søren, men han boede der ikke, det skulle først sættes i stand,- og det havde han ikke råd til.

Nogle beboere i byen vidste at han havde prøvet at låne til det, både af private og i banken, men havde fået afslag. Og så passede det fint at når gården brændte, brændte hans hus måske også, og da det var forsikret kunne han for forsikringen bygge et nyt hus.
Han havde på brandnatten sagt til flere at det nok var pigen Sofie der var skyld i branden, hun havde aftenen før hentet brændsel i den længe hvor ilden var opstået.

Flere kommer også i tanke om at Søren var fuldt påklædt med lange støvler og stort tørklæde om halsen, da han som en af de første var kommet til brandstedet, medens andre løb halvnøgne omkring for at hjælpe. - Stakkels mand, men han var vel også selv skyld i at folk snakker om ham - han går rundt og fortæller at det spøger på brandtomten, der er noget der pusler og noget der banker på hans vinduer om natten, han tør ikke gå ud for at se efter hvad det er, og ikke engang hans hund tør gå derud.
Han mener det spøger fordi der ikke er brændt nok - og det får man så til at passe med at det må være hans eget hus han tænker på ( det hus brændte i 1971 godt 100 år efter ).

Al den snak om skyld og spøgeri gøat sagen bliver taget op igen, og i april bliver foretaget nye afhøringer.

Dennegang bliver - Sørens svigermor afhørt, hun fortæller bl.a. at hun sover meget dårligt på grund af sin høje alder ( hun var 73 ), hun bor hos datteren og svigersønnen, hun sover i et værelse ved siden af deres, døren stå altid åben mellem værelserne.
Hun har ikke hørt datteren eller svigersønnen har været oppe brandnatten, før hun hørte svigersønnen springe på gulvet, og råbte til hende at det brændte, men tidligere på natten havde hun tydeligt h»rt dem snorke.

Dommeren bemærker, at det var forbundet med stor vanskelighed at afhøre hende da
hun er stok døv, - men snorken kan jo være gennemtrængende.

Selv om mange mener det er Søren der er gerningsmanden, nægter han sig skyldig, og bliver heller ikke dømt.
Det bliver da også ham der får murerarbejdet, da gården skal bygges op igen,- ikke i byen,- men 200 meter ude på marken, hvor den ligger i dag.

Det var så Ane, mon oldemor, som med sin familie flyttede ind på den nye gård, - de har sikkert følt det var frygteligt langt ude de skulle bo.
Den gamle bedstefar flyttede med. - Hans far hed Vesti Andersen, det var ham der fik det første skøde på gården i 1815, den var fæstegård under Universitetet.
Dette første skøde og de andre gamle papirer havde Anders Væstesen opbevaret i et jernskrin og derfor blev det reddet ved branden.

Hvordan var hun så, min oldemor?, jo jeg har jo aldrig kendt hende, men sidste år blev vi ringet op af et af hendes børnebørn, som jeg aldrig har kendt; " Må jeg komme og besøge jer,- jeg er kommet meget på gården der var min mors fødehjem " spurgte han.

Selfølgelig måtte han det, men uheldigvis kom han en dag jeg ikke var hjemme, så det fik jeg ikke meget ud af.
Han talte med min mand, og fik set gården igen.
For nogen tid siden ringede jeg til ham, han måtte kunne fortælle noget om oldemor han var jo et led nærmere, det var jo hans mormor.
" Det er meget lidt jeg ved om min mormor - sagde han, hun døde 19 år før jeg blev født, - men jeg har efter min mor, noget der ligner en stamtavle,- den sender jeg dig ".

De data om hans mor - mormor og morfar ( mine oldeforældre ) samt hans han oldeforældre, på begge sider, modtog jeg for 3 uger siden og finder så ud af at mine tipoldeforældre - var faktisk barnløse - sikken opdagelse, det må da være noget af en skræk for alle der er slægtsforskere.

Min oldemor var plejedatter på gården, og ikke svigerdatter,-som jeg regnede med, nå men jeg fik et par nye tipoldeforældre på oldefars side.

Anes mand Christen, som jeg troede ( efter hvad der stod i brandakterne ) var søn af Anders Væstesen var fra Baarup.

Slægtsforholdet fik et brist, men ikke tilhørs forholdet til gården og dem der har boet der, og navnet Vesti har vi stadig som familienavn.

Nå men tilbage til oldemor; hun var som sagt taget i familiepleje af kusinen,- arvede gården, det vil sige hendes mand fik skødet på den ved deres giftemål. Hun skulle ha' været en dygtig husmor, og især meget dygtig til at sy, hendes plejefar forærede hende, en symaskine det har nok ikke været nogen helt almindelig gave dengang.
Hun har såsandelig også haft brug for den for hun havde 11 børn,- 6 piger og 5 drenge.

I 1889 dør hendes mand kun 51 år og 2 år efter dør Ane selv 52 år.
De yngste børn i flokken 2 drenge var ikke konfirmeret, men deres ældste bror Anders Vesti, overtager gården og han påtager sig ansvaret for dem.

Året efter gifter Anders sig med Stine, det er blevet fortalt at da hun som nygift kom til gården, blev hun mødt af de to drenge. De sprang ellevilde om på gårdspladsen, for der var en ko de havde kælvet, så nu skulle de ha' råmælkkawer til middag Så hun havde fra starten både mand og børn. De blev på gården til de var udlært i deres fag, de var begge håndværkere og ikke intereseret i landbrug.

(et pluk fra Jytte Vesti's foredrag!)