Biografi for: 466. Rasmus Jørgensen Bornholm

Lokalhistorie / Dragør i 1700-tallet / Zytfensgade
Zytfensgade
Zytfensgade hed tidligere Tulipangade - et navn, der er bevaret i "Tulipanhuset", Zytfensgade 3.

Det er vanskeligt at vurdere hvornår, husene er nyopførte, da de ligger i det område, hvor pesten i 1711 slog så hårdt til, og mange familier blev udryddede.

Det er helt bevidst, at Zytfensgade er så bred i forhold til andre gader, for det var tanken, at her skulle være mulighed for at køre ned til stranden og vende med en hestevogn. Passage langs strandkanten - den nuværende Strandlinien - var nemlig ikke mulig, hvis man går mere end to hundrede år tilbage i tiden.

Zytfensgade 1- se Strandstræde 20

Zytfensgade 2

Matrikel nr. 310

Rasmus Jørgensen Bornholm og Karen Laurensdatter blev gift i 1713.

Der var nogle problemer forinden, for Karen var i 1706 blevet trolovet med en mand, Peder Sørensen, der var stukket af fra hende inden brylluppet.

Derfor kunne hun ikke lige gifte sig med en anden. Først ved en "kapiteldom" i december 1712 fik hun tilladelse til igen at indgå trolovelse og ægteskab. Der er god grund til at formode, at Rasmus og Karen har slået sig ned i dette hus.

I begyndelsen af 1713 har der stadig været tomme huse her i dette område, hvor pesten havde gjort så dybt et indhug. Senere hen kom deres eneste barn, Kirsten, sammen med sin ægtemand til at bo her.

Rasmus Jørgensen har nok været matros, og han er formodentlig druknet, for hans dødsdato er ikke fundet. Karen levede længe. Hun døde først i 1763, 90 år gammel.

Deres datter, Kirsten Rasmusdatter, blev gift i 1732 med Anders Nielsen, som også tog tilnavnet Bornholm, selv om han ikke var bornholmer.

Han stammede fra godset Svanholm i Horns herred. Han var matros og havde været udkommanderet i 1743, da der var optræk til krig med Sverige på grund af problemer, omkring hvem der skulle være svensk tronfølger. Desuden var Anders udkommanderet i 1749 til den eskadre, der skulle ledsage Frederik den 5. på en rejse til Norge.

I 1759 blev han slettet af rullen på grund af alderdom, og i 1760 døde han i Fåborg, formodentlig forhyret med et skib.

Anders og Kirsten fik en datter og en søn. Datteren Johanne blev først gift som 37-årig, efter at hendes mor var død, og hun havde overtaget huset. Hendes ægtemand var matrosen Jens Svendsen Tulle, som stammede fra Søgade 2. Jens havde også tilnavnet Fisker, så denne beskæftigelse havde han nok også. Parret fik ingen børn. Jens døde i 1814, og Johanne døde i 1821 som fattiglem.

De næste beboere var matros og skibstømrer Mogens Mogensen Palm og hustru, der begge var fra Skåne.

Deres datter, Ane Mogens Palm, overtog senere huset. Hun var i 1847 blevet gift med Andreas Jensen - en skibstømrer og dykker, der stammede fra Korsør. Andreas Jensen var dykker i 15 år hos Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise. Dette bjergningsselskab, der var begyndt beskedent i 1833 i Kastrup, udviklede sig gennem årene til et verdensomspændende firma og endte med helt at kvæle Dragør bjergningsvæsen.

Dykkeren, som Andreas Jensen altid blev kaldt her i Dragør, havde for enden af Zytfensgade i strandkanten (hvor der i dag er parkeringsplads) bygget et bådværksted, som han omhegnede med stakitter. Disse stakitter rykkede han med jævne mellemrum længere mod nord og syd, hvorved han indvandt nogle små arealer, som han benyttede til have. Øst for værkstedet gravede han en rende og nedrammede en lille pælebro, hvor han havde sine både fortøjet. Efter hans død i 1910 mudrede den lille havn til og værkstedet forfaldt. Omkring 1930 overtog byen arealet mod en godtgørelse til hans arvinger.

Amager Avis bragte i 1907 et lille interview med den da 85-årige Andreas Jensen i anledning af, at han og konen fejrede diamantbryllup. Her fortalte han, at han havde arbejdet både som sømand og dykker og været vidt omkring i verden. Han havde i årenes løb hentet mange lig op fra havbunden. Engang var han blevet rigtig forskrækket, da han hentede besætningen op fra et strandet engelsk skib. Imellem disse druknede søfolk fik han lige pludselig øje på én, han syntes at kende, nemlig Jens Mouritsen henne fra Kongevejen. ”Hvordan er du kommet herud i det selskab” havde han mumlet for sig selv, mens han trak den druknede med op. Men gudskelov var det en englænder, og Jens Mouritsen stod helt tilfældigt inde på havnen og kiggede på. ”Men ligne ham, det gjorde han” erklærede Andreas Jensen – ”der er så meget, der er uhyggeligt ved søen”.

Han fortalte endvidere, at han havde set både varsler og jærtegn. Intervieweren ville da vide, om han havde set dødssejlere – ”Nej, det er løgn, dem er der ingen af” lød det promte. På spørgsmålet om han ikke i sin alderdom længtes tilbage til søen, svarede han: ”Inte nu, hvor al denne hersens damp og elektricitet vender op og ned på det hele. Det har ingen pålidelighed mere – nej i gamle dage - -”.

På diamantbryllupsdagen blev Andreas Jensen og hustru fotograferet af deres sønnesøn, Lauritz Jensen, bedre kendt som den døvstumme skomager, der i sin fritid var en fremragende portrætfotograf.

-------------------------------------------------------------------------------------