Biografi for: Edgar Christian Smith

Edgar SMITH
Birth Date: 27 Sep 1884
Death Date: Oct 1968
Social Security Number: 545-48-4604
State or Territory Where Number Was Issued: California

Death Residence Localities
ZIP Code: 93701
Localities: Fresno, Fresno, California

-------------------------------------------------------------------------

AFSTAMNING OG PERSONLIGE MEMOIRER

AF

EDGAR C. SMITH

Oversat - efter bedste evne - af Sonja Torp Andersen.

INDLEDNING

Jeg har længe haft en ide om, at jeg gerne ville skrive historien om de væsentligste begivenheder i mit liv sammen med en optegnelse af mine forfædre, så vidt som jeg ved
det, ikke fordi nogen af os har gjort noget iøjnefaldende eller registreringsværdigt for eftertiden, men for at tilfredsstille en interesse, som mine børn kunne have i at vide, hvem deres nærmeste forfædre var, hvad de gjorde og også hvem nogle af deres nærmeste slægtninge var.
Min søn, Karl, har ofte mindet mig om, at familien mange gange har beklaget det faktum at de historier fortalt af Andy Ferguson og Bill Hughes, min kones far og onkel, som skildrede pionerdagene i Californien, er gået tabt, da ingen nedskrev dem; og da jeg stadig var i stand til det, skulle jeg nedskrive nogle af de historier, jeg har fortalt om interessante begivenheder, som er sket i min levetid og om hændelser, som aldrig kan ske igen.

Det var min hensigt at skrive denne beretning, mens min kone stadig levede og medtage så
meget, som jeg kunne fra hendes side af familien. Nu, da hun er død, er jeg bange for, at det meste af det vil være tabt.

Maj 1., 1967 Edgar C. Smith

VIKINGERNE

Beretningen om mine forfædre bliver meget ringe, da jeg ikke kender til nogle nedskrevne
optegnelser, som går længere tilbage end til min bedstefar på fædrene side bortset fra et
dokument skrevet for cirka tusind år siden i et kloster i Irland; her læses følgende: Hvis en
krop havde hundrede nakker, og hver nakke havde hundrede hoveder, og hvert hoved
havde hundrede tunger, og hvis hver tunge kunne klage højt hundrede gange , kunne de
ikke fortælle om de fejge gerninger, som vikingerne gjorde mod irerne.

Jeg kan godt lide at forestille mig, at jeg kommer fra vikingestammen - og derfor fra en
meget hårdfør race - selv om jeg tror, at min fars slægt må have boet for langt mod syd
til at have været vikinger.

Vikingerne fik deres navn i historien på grund af deres plyndringstogter på de britiske øer,
de sydlige kyster af Østersøen og langs Atlanterhavskysten så langt sydpå som til Spanien.
Deres togter var ikke inspireret af nogen lyst til terrritorium eller på grund af nogen
mangel på mad. Deres land var aldrig overbefolket, så der var ikke noget behov for, hvad
tyskerne kalder "Lebens-raum" - hvilken trang har forårsaget så mange invasioner mellem
andre folk i verdenshistorien. Vikingerne havde efter al sandsynlighed en mere rigelig
fødevareforsyning end nogle af de andre europæere. Den varme, fugtige luft som følge af
Golfstrømmen medfører en vidunderlig vækstsæson, og derfor producerer de skandina-
viske enge de mest søde græsarter og grøntsager. Med en rigelighed af hø og korn, lærte
de at tæmme kvæg, som gav dem en gavmild forsyning af kød-og mælkeprodukter ( også
skind ) ved siden af hvilke, de havde fisk fra havet og æg fra myriader af rugende sø-og
landfugle.

Nordsøen er kendt for dets meget oprørte vand, og på dette udviklede vikingerne meget
sødygtige skibe og blev mesterlige søfolk, i stand til at tage til næsten alle steder i et
hvilket som helst vejr.

I 1912 så jeg resterne af et skib på et museum i Norge. Det var blevet gravet op af en
tørvemose og blev vurderet til at være mindst tusind år gammelt, og det havde de
smukkeste linier, jeg nogensinde har set på et skib.
Da de ikke har været ansporet af overbefolkning eller utilstrækkelig fødevareforsyning, må
de have foretaget deres plyndringstogter "just for the hell of it" og sikkert for at tilegne sig
nogle af kulturyppighederne, som blev bragt mod nord af folkeslag fra middelhavsområ-
det.
Enhver mand på et skib var en fri mand, og alle var opsat på det samme eventyr, hvilket
gjorde dem til en rå og sejg flok.

Min fars familie

I 1912, lige før 1. verdenskrig, tog far, mor og jeg en tur til Danmark for at aflægge besøg
hos så mange familiemedlemmer, som vi kunne finde og af hvilke, der er adskillige billeder
i mine kodak-albummer.

Far var født i en lille landsby, hvor der ikke var mere end ca. et dusin huse, som hedder
Arnum, og som lå på den tyske side af den dansk-tyske grænse. I tidligere tider havde
næsten ethvert hus en storkerede på taget. Storkene blev beskyttede, da en rede på et hus
blev betragtet som et godt varsel, men i 1912 var de allerede begyndt at forsvinde. Som
jeg husker det, så jeg kun én rede,der var bygget på et gammelt vognhjul, fastgjort til
skolens tag og foreviget på et fotografi i et af mine kodak-albummer.
Den næste størrelse landsby var Gramm, og den store by var Ribe på den danske side af
grænsen med Ribe domkirke, eller katedral, som fejrede sin ettusindeårsdag i 1960.
Hjemmekirken hedder Højrup, i hvilken familieregistreringen stadig er bevaret. Jeg har
adskillige billeder af den taget i både 1912 og 1960.
I 1912 steg jeg op i klokketårnet og læste inscriptionen på klokken," Støbt af ----------,
guld-og bronzearbejder, Lübeck, 1492".
Jernarbejdet på kirkens tårn bærer datering fra 1752.
Under verdenskrigen tog tyskerne klokken og zinktaget, og formodentlig smeltede de det
om til brug for krigen.
Fra optegnelserne, som blev samlet til os i 1912 af kirketjeneren, fik jeg følgende data:

Peter Nissen Andersen Schmidt, 45 år gammel
og
Maren Nielsdatter Møller ( født 9. oktober 1818, døbt 10.oktober 1818) blev gift i
Højrup kirke d. 24. november 1849.

"Deres børn, som var født i Arnum, er ---------." Så følger optegnelsen af 6 drenge, som
parret fik, hvoraf far var den sidste.

"Carl Hansen Schmidt, født d. 22.april 1861, døbt 7. juli 1861."

Registreringen af forældrenes død er som følger:
"Maren Nielsdatter Schmidt, født Møller, døde af lungehindebetændelse i Arnum
18.marts 1873 og blev begravet på Højrup kirkegård d. 22.marts 1873."

"Peter Nissen Schmidt døde i Arnum d. 19.november 1876 og blev begravet på Højrup
kirkegård d. 23.november 1876."

Som jeg husker at have set det i kirkebogen var de første tre drenge født til Peter Nissen,
Andrews søn, og de sidste tre til Peter Nissen, Smith. Det er mærkværdigt, men denne
slægt havde ikke familienavne før de blev tvunget til det af tyskerne. Faderen kan have
været Niels, Andrews søn, og så ville hans første dreng blive Andrew Nils`søn, eller
Andrew the Smith ( grovsmed) eller Andrew Hjulmand ( Uhler ) eller Andrew Skriver
( Schrieber ).
Min onkel Martin fastsatte aldrig en bestemt måde at stave sit navn på. Nogle gange var
det Smidt, nogle gange Smith og nogle gange Schmidt. Han kunne ikke lide "ch", da det
var tysk.

En anden mærkværdig ting ved disse folk er deres sprog. En maurisk munk fra Spanien
har efterladt en optegnelse fra en pilgrimsrejse, som han foretog i 842 så langt nordpå som
til Danmark, i hvilken han bemærker et folk med et meget groft sprog. Folk i Schlesvig
taler med meget rå, skurrende strubelyde, som jeg næppe forstår. For at illustrere det :
Good Day på dansk er normalt "go-da", vokalerne lyder blødt. I Schlesvig er det noget
i stil med "grow dowgh" lydende som strubelyd eller skurrende.

Smith-familien

Jeg har allerede fortalt, at far var den yngste af 6 drenge. Han mistede sin mor, da han var
12 år gammel. En bror døde som dreng, 10 år gammel, og en anden som ung mand, 36 år
gammel, efter at være faldet af en hest.

Far beskrev altid sit hjem som værende meget fattigt. Deres mad var for det meste
vælling lavet af hvede. Sukker og søde sager var næsten ukendte bortset fra lidt honning.
Den smule sukker, de fik, var til juletiden og blev brugt til varme toddyer og kaffepuncher.
Han havde kun smagt en orangefrugt en gang, mens han var dreng.
Om vinteren kartede drengene ulden, og moderen spandt det.
En gang om året kom en skrædder og boede hos dem et stykke tid, vævede stoffet og
lavede deres tøj.
Skoletiden var meget ringe: en lille katekismus og en smule aritmetik og det samme gen-
taget år efter år.

Igennem nogle år efter at være fyldt 6 år, blev han bortforpagtet til en nabo for somrene.
Hans arbejde var at være hyrde for en lille kvægbestand og holde dem væk fra naboens
kornmark hele dagen lang, et tungt ansvar for en dreng på 6 år. Når sommeren var slut,
fik han 8 tyske Mark - ca. 2 dollars - som betaling, og han fortalte ofte, hvor stolt han
havde følt sig, når han kom hjem og overgav disse penge til sin mor.

I en alder af 15 år kom han i lære hos en bager og udstod sine 4 år som lærling. Det var en

enmandsforretning, og det at bage brød var nogenlunde det eneste, han lærte, men jeg må
nu også sige, at han kendte til brødbagning.
Da han havde afsluttet sin lærlingetid, tog han på vandretur og kom så langt som til
Haderslaben i Tyskland. Det var landets lov , eller i det mindste skik, at når en dreng af-
sluttede sin lærlingetid, måtte han ud på vandrerejse. Når han stoppede ved et værksted,
hvor han ikke kunne få permanent beskæftigelse,skulle mesteren i det mindste give ham
nogle få dages arbejde, indtil han havde tjent nok til at fortsætte rejsen.

Ikke lang tid efter hjemkomsten fra sin vandre-rejse nåede han den alder, hvor han skulle
ind i den tyske hær. I stedet smuttede han over grænsen ind til Ribe en nat og sejlede til De
Forenede Stater. Det var på et tidspunkt i 1881. Hans tre brødre var rejst forud for ham,
og hans bror Chris havde sendt ham 20 dollars, med hvilke han var i stand til at købe en
overfart på 3.klasse til New York.
Hans bror, Niels, havde slået sig ned i Perth Amboy, New Jersey, og blev senere en
succesfuld jordflyttende entreprenør transporterende ler for keramiske tørreovne og
lastende pramme med jord for USA`s regering. Regeringen brugte en masse jord til at for-
skønne lyse huses grunde langs Atlanterhavskysten.
Hans bror ,Chris, blev en succesfuld landmand nær Salina, Kansas.
Hans bror Martin slog sig ned i Salinas, Californien. Han blev aldrig gift og blev aldrig
mere end en almindelig arbejder. Han er begravet på Mountain View kirkegården i Fresno,
og på hans grav er min mors og fars aske placeret.

Onkel Niels familie bestod af en søn, John eller Jens, en datter, Christina og en søn,
Maurice. John var damp-ingeniør i en stålkabelvirksomhed i Perth Amboy. Han blev slået
ihjel ved en eller anden ulykke, hvor der gik ild i hans tøj, og en arbejder, som havde til
hensigt at smide en spand vand ud over ham, kastede i stedet en spand benzin. Han efter-
lod en enke, Tina, som mine børn sandsynligvis husker, da hun besøgte os en uge, mens vi
boede på peach ranchen, og en datter, Myrtle.
Myrtle er nu Mrs. August Reinbeck og bor 1526 Roselle Street, Linden, New Jersey. Jeg
håber, at vi vil kunne foretage en rejse østpå på et eller andet tidspunkt og besøge hende.
Hun har to døtre, Dorothy, hvis mand er Orland Macchiaverna, en transkontinental luft-
kaptajn, og Ruth, hvis mand er George Allardice, hvis mand er direktør for en forretnings-
kæde. Dorothys søn, Paul, erhvervede et stipendium fra Stanford universitetet, som inklu-
derede et år på Stanford i Europa. De er alle fine mennesker, og jeg håber, at min familie
vil prøve at holde sig i forbindelse med dem.

Onkel Niels datter Christina levede i ussel fattigdom hele sit liv. Efter Myrtles beskrivelse
var hun en anden "Mrs. Wiggs of the Cabbage Patch" ( Mrs. Wiggs fra kålmarken ??).
Hun havde 4 drenge, som aldrig blev til noget eller var alkoholikere. Da hun fik 2000 dol-
lars i arv efter tante Camilla var alt, hvad hun fik ud af det en gammel type hånd-vaskema-
skine, den første vaskemaskine, hun nogensinde havde haft. Drengene drak resten af arven
op.

Sønnen, Maurice, den eneste Smith-fætter jeg har, bor i Flemington, New Jersey, tæt på
stedet hvor familien Lindberg boede, da deres barn blev kidnappet. Fra billederne i mit al-
bum, kan du se en stor familielighed mellem Maurice og mig.Han har to piger og en dreng.
De er alle godt gift og har smukke hjem. Myrtle og jeg besøgte dem nogle få timer en søn-
dag i 1960, men jeg fik ikke fulgt op på at få deres navne etc.

Møller-familien

Fars mor var født Møller. I 1912 mødte vi mange Møller-familier, men tiden og 1.verdens-
krig har "taken their toll". En af hans fætre, Andreas Møller, som boede i det gamle hjem-
sted i 1912, havde to sønner og en datter, som alle stadig lever. En af sønnerne er Chris
Miller, som vi alle kender. han er stadig ugift og bor 2702 Broadway Street, santa Monica,
Californien. Chris bror, Mauritz, bor stadig i det gamle hjemsted i Arnum. I løbet af 1.
verdenskrig fyldte han 14 år og fik ansvaret for at lede en stor gård, da alle mændene var
indkaldt til den tyske hær. Tyskerne, der ikke havde tillid til de sclesvigske danskeres loya-
litet, indsatte dem på frontlinierne på den russiske front, og de fleste af dem blev tabt. Jeg
opholdt mig hos Mauritz og hans familie en uge under mit sidste besøg i Danmark. Man
mener, at huset er omkring 150 år gammelt. Da vi var der i 1912, havde det stråtag, og
vandet kom fra en håndpumpe. Denne gang var det stråtækkede tag erstattet med tegl,og
pumpen var afløst af et elektrisk tryksystem. Et elektrisk komfur havde afløst det gamle
keramiske komfur, som brændte tørv. Køerne blev malket med en elektrisk maskine, og
de har en telefon med et nummer,som jeg kan ringe op herfra. Sådan er den landlige leve-
standard i Danmark i dag.

Chris Millers søster er Anna Møller, registreret sygeplejerske, som bor i Slagelse,
Danmark. Jeg har vedligeholdt korrespondencen med hende.
Der er en anden Anna Møller, en kusine til Chris, som bor i København.

Min mors familie

Om min mors familie ved jeg meget lidt. Hendes far var Chris Nielsen ( NB! Christen
Jensen Nielsen ), som var født i 1826 i en lille landsby ved navn " Slangerup ", som ligger
nær København. Han var skibstømrer af fag, og familien boede forskellige steder, hvor der
var mulighed for sådant arbejde. Bedstefader var vellidt af sine naboer og var en god
historiefortæller, men jeg var for ung til at forstå fortællingerne. Han var soldat i den
danske hær under krigen 1848 - 49 mellem Danmark og Preussen. Jeg forstod ud af
bedstefars fortællinger - og bekræftet af historien - at danskerne gav prøjserne en god
gang prygl og bevarede provinserne Slesvig og Holsten.

Prøjserne kom tilbage i 1864 med et forenet Tyskland under Bismark, besejrede danskerne
og tog de 2 provinser fra Danmark, af hvilken grund far altid sagde, at han var dansker af
fødsel, tysker af tvang og amerikaner af valg.

Mors mor kom fra en familie, der hed Melby. Jeg tror, at Melbyerne hørte til samfundets
øvre lag. En - en onkel Peter - var cheftoldembedsmand i København, og en anden onkel,
Thorvald, var cheftoldembedsmand i Danzig, Preussen.
Vi traf onkel Peter, som da var i halvfemserne, i 1912. Han havde været på et sejlskib i
sine yngre dage og huskede lopperne i San Fransisco. Hans afskedsord til mig var at
huske ham, hver gang en loppe bed mig.
Vi traf også tante Anna, som var 85 år gammel på det tidspunkt. Hun solgte æbler på
gaden, og man sagde, at hun kunne løbe op ad en 5-etages trappe og aflevere et æble-
salg lige så hurtigt som nogen yngre person.
Vi aflagde besøg hos en tredje onkel, som var 95 år gammel på det tidspunkt, og som
boede i et dejligt alderdomshjem i byen Vejle. Han var et pensioneret landpostbud, som
havde udbragt post til fods igennem 30 år. I 25 år var hans rute på 30 miles pr.dag, og
gennem de sidste 5 år var den reduceret til 20 miles pr.dag. Han gik på pension, da han
var 86 år gammel. Han anslog, at han havde gået så langt som svarende til 10 gange rundt
om Jorden og var begyndt på den 11.gang.

300 dage à 30 miles pr. dag igennem 25 år svarer til 225.000 miles
300 dage à 20 miles pr. dag igennem 5 år svarer til 30.000 miles
Total 255.000 miles

Vi gik omkring på nogle bakker bag hjemmet, og han viste mig, hvor han som ung mand var blevet taget til fange af prøjserne og tvunget til at fælde træer til barrikader. Jeg er
helt sikker på, at de er ud af vikinge-stammen.

Danmark har to slags hjem for gamle mennesker, aldersomshjem og fattiggård. Folk som aldrig har måttet bede det offentlige om hjælp, inden de er fyldt 65 år, kan trække sig tilbage til aldersomshjemmet, i hvilket bekvemmelighederne er langt bedre end i fattig-
gården, hvilket jeg synes er en god ordning.

Da jeg boede hos min kusine Anna i København i 1960, kendte hun intet til Melbyerne,
så jeg antager, at de - hvad angår os - er tabt.

Vi er meget glade for en familie ved navn Carstensen, hvis adresse er 736 East Cypress,
Santa Maria, Californien. Hans og jeg troede, at vi var beslægtede ( halvfætre ), men vi fandt ud af, at forbindelsen kun er gennem min mors stedmor.

Mor var født i Skive, en lille landsby ved Danmarks vestkyst. Jeg fik dette at vide af hende, da jeg for nogle få år siden samlede data til fremskaffelse af en forsinket fødsels-
attest. På den samme tid læste jeg om en lille begivenhed, som havde fundet sted i Skive under krigen. Tyskerne havde forbudt danskerne at offentliggøre nyheder vedrørende luft-
angrebenes resultater. Aviserne nævnte, at de allieredes flyvemaskiner havde kastet bomber over Skive, men de havde ikke forårsaget nogen skade bortset fra at slå en ko ihjel, og koen brændte i fire dage. Jeg fortalte mor dette, og hun svarede, at nu vidste hun, hvorfor hun var så sejg - født et sted, hvor det tog fire dage at brænde en ko.

Mor mistede sin mor, da hun var baby, og hendes far giftede sig kort tid efter med en lille kvinde, som var pukkelrygget. Mor fortalte om en gang, hvor hun skulle introducere denne kvinde til en ven og benævnte hende stedmor. Bedstemor sagde meget dæmpet, at hun var den eneste mor, som mor havde kendt. Mor forstod da, at det smertede at blive kaldt stedmor, så fra da af var hun hendes mor.

Min mors søstre og deres familier.

Mor havde to søstre og en halvbror. Tante Julie var den ældste, og hun levede sit liv i København. Tante Camilla vil jeg omtale senere. Onkel Lars tog som ung mand under
1898-guldjagten til Alaska, og vi har aldrig hørt fra ham siden.

Tante Julies mand, Thorvald Jacobsen, stammede antageligt fra en lang linie af faglærte
smede, men han nåede ikke at arbejde i sit fag ret længe, da han som ung mand skadede sin hæl i et slagsmål. Der udvikledes til stadighed betændelse , såret helede aldrig, og efter det kunne han ikke stå op ved essen. Han skaffede sig sêa en lille robåd og drev en færgeservice fra kyst til skib eller over en af de havkanaler, der går gennem København.
Det var en meget mager levevej. Jeg tog med ham en nat i 1912 for at overholde en aftale han havde med en engelsk skibskaptajn, som skulle bringes ud til sit skib ved midnatstid.
Onkel forlangte 1 krone ( 28 cents ) for dette, og kaptajnen klagede og mente, at det var for meget.
( Fire sporvognstakster og tre timers arbejdstid ved midnat for 28 cents ! ).

Tante Julie og onkel Thorvald havde 3 sønner og 3 døtre. August og Will ( William ) var tvillinger, og de blev taget til den danske hær og sendt til det danske Vestindien, nu U.S.
territorium. Moder sendte dem nogle penge, og de blev i stand til at købe sig fri af hæren,
"rode the rods" og kom til Pocatello. " Rode the rods " betyder, at de vagabonderede sig frem og red på stængerne på undersiden af godsvogne. Det har altid stået for mig som et under, at to drenge, som intet kendte til landet og ikke kunne tale sproget, kunne gennem-
føre en sådan rejse. De blev ikke arresterede på noget tidspunkt.
August tog tilbage til Indianapolis, hvor der var store fabrikker, hvor han kunne få arbejde som værktøjsmager; han giftede sig og fik en søn. Han døde omkring 1920, og jeg ved ikke, hvad der blev af hans kone og søn.
Will døde af tyfoid feber og ligger begravet i Mountain View Kirkegård i Pocatello i det samme gravsted, hvori hans og mine bedsteforældre ligger.
Den tredje søn, som var den yngste i tante Julies famile, er Thorvald Jacobsen, som bor i Glendale. Han er gift men har ingen børn. Hans kone ønsker åbenbart ikke, at han har noget at gøre med sin familie, så jeg antager, at han er tabt for os. Hans søster Anna i København siger, at han ikke engang skriver til hende.

Drengene var, i kraft af deres grovsmede-herkomst, i stand til at udstå deres læretid hos de bedste grovsmede i København, uden at deres forældre skulle betale nogen form for optagelses- eller undervisningsgebyr, hvilket ellers var normalt dengang.
Alle tre var altid i stand til at opnå fabelagtige lønninger i USA.

En datter, Henrietta, boede i Glendale. Hende og hendes mand, Henry Christiansen, er nu døde. De havde en datter, Ella, som er Mrs. William Thomas, og hendes seneste adresse var 4155 Chevy Chase drive, Pasadena. De har haft denne adresse i telefonbogen gennem de sidste mange år, men når jeg har ringet, har jeg fået det samme svar hver gang fra den, som tog telefonen, at de ikke kendte familien Thomas. Ellas mand har altid været vanvit-
tigt jaloux, og jeg tror, at han nu helt har tabt hovedet, og at hun nu ikke tør tale med nogen. Jeg fik mistanke om dette for nogle år siden. Hun har en søn og en datter, hvis navne er Mary og Joseph - taget fra Bibelen.

En datter, Carla, kom til dette land som ung pige og boede hos tante Camilla på Kansas-
farmen. Hun giftede sig og fik en stor familie. Hendes ægtemand, G.N.Petterson, døde for mange år siden, og hun bor nu alene på adressen 101 Spruce Avenue, Minneapolis,Kansas.
Jeg håber at nogen i min familie, hvis de på et tidspunkt tager østpå gennem det centrale Kansas, vil prøve at besøge hende. Karl mødte hende engang, og han kunne vældig godt lide hende. Jeg forsøgte at besøge hende, da jeg tog østpå i 1960, men hun var ikke i stand til at holde sin aftale.

Datteren Anna er den kusine, jeg boede hos ved mit besøg i København i 1960. En af hendes døtre, Agnes, var den pige, som Arza korresponderede med engang, og som døde af polio under den verdensomspændende polioepidemi. En svigerdatter, Martha, var min guide og tolk under mit besøg, og det er hende, som er med på billedet af Den Lille Hav-
frue i København. Det er den statue, som for nylig blev skamferet ved at få hovedet skåret af.
Marthas mand er død for nylig, og kusine Anna begræder i et nylig kommen brev den sorg, det er for hende og hendes mand for tredje gang at miste et barn som voksent. De har fem andre børn, som alle er gifte og meget godt stillede og bor i København. Deres børn kan alle tale engelsk, og det ville glæde mig meget, hvis mine børnebørn ville prøve at
holde kontakt med dem. De er alle prægtige folk.
Kusine Anna og hendes mand, Søren Andersen, Amsterdamvej 28, København, Danmark,
er godt oppe i firserne og vil være borte om få år. De kan fejre deres 60 års bryllupsdag i
April 1965.

( Efter at jeg har skrevet ovenstående, har jeg erfaret, at Søren døde nogle få uger efter at have fejret deres årsdag).

FAR OG MOR BLIVER GIFT

Da far landede i New York, opholdt han sig nogle få måneder sammen med sin bror Niels i Perth Amboy. En dag spurgte en fyr ham: " Ønsker du at tage vestpå unge Mand ? ", og far sagde " ja ". Af en eller anden grund, som far aldrig fandt ud af, gav manden ham en togbillet til Omaha, Nebraska. Han fik med det samme arbejde der som konditor i " the Union Pacific Transfer House ", således kaldet da det var her, at passagerer fra øst, som skulle mod vest blev overflyttet fra "the Eastern railroads" til "the Union Pacific Railroad"
Det var i USAÞs vækstperiode, da jernbanen til stillehavskysten lige var færdiganlagt, og hvor man brugte forskellige lokkemidler for at få folk til at flytte vestpå. Immigranter kunne placere alle deres ejendele i en kassevogn sammen med nogle få husdyr såsom et par svin, en ko og et hold heste. Passagererne kørte i en diligence bagefter toget. Der var et 23-timers stop i Omaha til at få vognene overflyttet fra østjernbanen til Union Trafic-
toget mod vest og for, at immigranterne kunne forpleje deres besætning etc. Lommepro-
kuratorer var til stede for at fortælle dem fabelagtige historier om vesten og sælge dem fremmedartede ting. De var nødt til at have skydevåben og ammunition for at kunne beskytte sig mod indianere; de måtte have madvarer, da der ikke var noget at få mellem Omaha og San Francisco; af samme grund var det nødvendigt at have store tønder med vand. Som senge måtte de lægge brædder mellem sæderne. Det var nødvendigt at have medicin mod alskens skrækkelige sygdomme og amuletter og tryllemidler mod dette og hint.

Mary (Hjort) Kieldsen og mor havde været barndomsveninder i Kolding, Danmark, og senere flyttede MaryÞs familie til Schlesvig. Mary fik arbejde som tjenestepige på en stor ejendom og overtalte mor til at slutte sig til hende, og det var der, hun mødte far, som netop var vendt hjem fra sin vandrerejse. Piger fra fattige familier kom til disse store godser og fik en meget gennemgribende oplæring i husholdningsopgaver. Mor har fortalt, at arbejdet var meget hårdt, og at deres hænder var i vand så meget, at de blev voldsomt sprukne. Selvfølgelig var der ikke nogen Jergens Lotion, så de brugte urin til at bade deres hænder og arme i.

Den nat, hvor far senere skulle smutte over grænsen til Danmark for derefter at rejse til USA, besøgte han sin kæreste, men Mary var der også, og hun ville ikke gå, da hun ville se den unge fyr, der var dukket op så ivrig efter at besøge hendes veninde. Underligt nok - cirka et år senere - genkendte Mary og far hinanden i " the Transfer House " i Omaha og nåede at tilbringe et nogle få timer sammen, inden Mary tog afsted mod vest. Uden faders vidende var hun på vej til nogle slægtninge i Californien og fandt der sin ægtemand i skikkelse af Mr. O.P.Kieldsen, og jeg vil fortælle mere om dem senere.

Far sparede penge op, og efter en tid havde han nok til at betale for sin kærestes rejse til USA. Mor ankom til Omaha i september 1882, og hun og far belv gift d.31.oktober 1883 ( Halloweèn ). Jeg synes, at det må have krævet meget mod af en 19-årig pige at rejse over oceanet alene på tredje klasse i et sejlskib, hvilket tog fire uger dengang, og derefter rejse en uge mere til det ukendte " West " i de dengang vaklevorne diligencer. Mor ønskede at blive gift med det samme, men far mente, at hun burde arbejde et stykke tid og vænne sig til landets skikke samt lære sproget - hvilket hun gjorde.

Fars bror, Chris, havde en bondegård nær Salina, Kansas,og han ønskede en husholderske. Mor sendte bud efter sin søster, Camilla, og hun tog til Kansas for at holde hus for onkel Chris, men det varede ikke længe, før hun påtog sig arbejdet permanent. De to søstre havde gift sig med to brødre. Chris og Camilla fik ikke nogen børn.

MOR OG FAR FLYTTER VESTPÅ

Jeg blev født d. 27 september, 1884. Meget kort tid efter blev far forflyttet til " the Union Pacific Hotel " i Council Bluffs, Iowa. Det er ironisk nok, at jeg p.g.a. disse få uger i Omaha må sige, at jeg er en indfødt i Nebraska. Jeg er ikke klar over, hvor længe vi blev i Council Bluffs, indtil hotellet brændte, og far blev forflyttet til Cheyenne, Wyoming, og derefter til Pocatello, Idaho, der dengang kun var en plet på jernbanekortet midt i et indianerreservat. De ville lade mor komme med som assisterende konditor, forudsat hun ikke tog sit lille barn med sig, så mor tog mig til Kansas og overlod mig til sin søster, min tante Camilla. Jeg var hos hende i tre år, fra jeg var to år gammel og frem til fem-års-alderen.

MOR OG FAR SLÅR SIG NED I POCATELLO

Far brød sig ikke om at arbejde for andre og ønskede at blive sin egen herre, så han lejede en bjælkehytte uden for jernbaneområdet af en halvblodsindianer og åbnede en bagerfor-retning. I de første få måneder blev brødet afleveret til kunderne - hovedsageligt ansatte ved jernbanen - fra en skubbet kærre. Senere erhvervede han sig en hest og en vogn. Da han var etableret, sendte de bud efter mors far i Danmark, og han tog til Kansas for at hente mig og bragte mig med sig til Pocatello. Det var i november eller december 1889. Jeg har ofte spekuleret på , hvad slags tolk jeg - en dreng på fem år - kunne være for min bedstefar.

Tilværelsen i Pocatello i pioner-tiden var temmelig hård sammenlignet med nutidens levestandard. Jernbaneselskabet havde lagt en kloakledning fra Pacific Hotel til floden. En mand ved navn Mike Condon - og jeg husker ham godt - solgte vand for 25 C. pr.tønde.
Han skaffede sit vand fra floden lige nedenfor det sted, hvor kloakledningen fra Pacific Hotel udmundede med det resultat, at Pocatello blev ramt af en meget voldsom tyfusepi-
demi i vinteren 1888-89. Jeg tror, at der døde over hundrede mennesker af tyfus den vinter. Mor har ofte fortalt om sine oplevelser, når hun forsøgte at hjælpe de ramte. Hun var ene-sygeplejerske for en familie på fem og en anden familie på tre medlemmer, hvilke alle døde. Når de døde, klædte mor dem på og gjorde dem i stand til begravelse. Kvinder fra mormonkirken hjalp hende med at klæde en af de døde kvinder på og ville så ikke bag-
efter lade mor tilse liget eller overvære begravelsen, indtil biskop Cannon tog affære og kaldte mor " Søster Smith " og sagde, at hun - p.g.a. sit arbejde for de ramte - kunne få alle kirkemedlemsskabets privilegier.

Jeg husker, at far havde tre gæs, da jeg ankom til Pocatello, og disse forsvandt lige før jul.
Far gik til politibetjenten og tilbød en dusør på 10 dollars, hvis de kom tilbage. Han erfa-
rede senere, at betjenten havde stjålet gæssene, taget dem med til det lokale bordel og spist julemiddag sammen med pigerne.

I løbet af 1889 afsluttede USÞs regering forhanlingerne med indianerne vedrørende Pocatellos beliggenhed. Jordlodder blev bortauktioneret i juli 1890. I løbet af foråret 1890 blev det tilladt de lokale borgere at udvælge jordlodder - på hvilke de kunne etablere en forretning - og starte byggeriet, inden de havde fået ejendomsretten. Borgerne havde alle været enige om ikke at byde mod hinanden for at få deres respektive jordlodder. Tre år i bjælkehytte-bageriet havde været meget profitabelt for mine forældre, og de startede byggeriet af et 2½ - etages , 26 værelser , udlejnings-træhus og havde det næsten bygget halvt færdigt inden starten på jordlods-salget. Aftenen før auktionen skulle starte, kom to mænd til far og tilbød ham 1.000,- $ for sin bygning og sagde, at hvis han ikke ville accep-tere dette, ville de byde prisen op på lodderne, indtil han ikke havde råd til at købe dem. Jeg kan forestille mig, at der har været temmelig mange bekymrede ægtepar denne nat, men mændene havde tilsyneladende overspillet deres hånd, for der blev dannet et årvågent udvalg denne nat, og mændene hørte man ikke mere til. Far bød på lodderne den næste morgen til regeringens minimumpris, der var 150 $ for hjørnelodden og 100 $ for den næste. Da buddene blev lukkede blev der et stort hurra. Mænd kastede deres hatte op i luften og bar far rundt på deres skuldre.

POCATELLOHUSET

Da stuehuset var færdigt, fik de mors stedmor og halvbror Lars til at komme over fra Danmark. Far købte yderligere tyve jordlodder langs floddalen, og der byggede de et toværelses hus med kælder til mine bedsteforældre. Det var deres tanke, at de kunne leve af at avle grøntsager til markedet.

Alt forløb godt indtil 19.juli 1891, da pocatellohuset brændte ned til grunden. Det lader til, at der var noget ballade vedrørende en bygning, der var ved at blive opført en karré væk fra pocatellohuset, og en påsat brad blev opdaget og slukket lige før dagslys. Den blev startet igen næste midnat, og denne gang fik den fat og nedbrændte alt inden for et område af tre huskarréer, pocatellohuset includeret. Der var ikke noget vandværk i byen på den tid, og ilden kunne frit regere. Det eneste, der var tilbage af pocatellohuset var 20 feet træ-hegn. Det næste år boede vi alle i mine bedsteforældres 2-værelses hus. Uden andre værdier end de bare jordlodder ( der var ingen forsikring på den brændte bygning, da ydelserne grundet manglende vand-beskyttelse og den svage konstruktion på facaderne mod gaden var uoverkommelige ). Mor og far startede fra bunden med at bygge en 36 -
rums murstensbygning. De havde det temmelig hårdt i nogle år, så far prøvede at opdrætte nogle grise, som de kunne spise. Han ordnede det således med naboerne, at de kunne lægge deres affald i fem gallon dåser, og det var mit arbejde hver dag at indsamle det til føde for grisene. De havde også en ko, hvad mange af de andre byfolk også havde. Gennem sommeren samlede en dreng nabolagets køer sammen om morgenen, og de gik så i flok nogle få mil op i bakkerne, hvor der var græs at æde, og kom derefter tilbage til natten. Som jeg husker det, passede en dreng på denne måde ca. 30 køer og fik 1 dollar om måneden for hver ko.

Bedstefar forsøgte også at opdrætte grise i haven. Han havde en idé om at kunne føde dem op på sauerkraut. Jeg husker ham stadig stående efter aftensmaden ved siden af en tønde, mens han med sin lommekniv skar de udvendige blade af kålplanter for at lave sauerkraut. Jeg antager, at det ville have været god føde, dersom han havde tilføjet noget korn eller anden føde for at afbalancere en ration. Som han gjorde det, blev hans grise nogle meget små gnomer.

Det var hårdt at skaffe penge, og for at kunne færdiggøre huset måtte de låne 6000,-$ til en rente på 18%, men med mor arbejdende så meget som omtrent to stuepiger og desuden den halve nat som ekspedient og med far, som klarede den anden halvdel af natholdet samt alt det udvendige arbejde, klarede de det til sidst. Natarbejde var nødvendigt, da fire trans-continentale tog mellem Salt Lake City and Butte, Montana og Chicago og Portland altid ankom om natten.

Du, som har set Pocatellohuset - eller billeder af det - har sikkert undret dig over det ubrugelige tårn, der er på det. Det har jeg også. Banken, som lånte far penge, insisterede på, at deres egen arkitekt skulle lave bygningstegningen - og således blev det.

I 1898 følte de sig i stand til at udvide, og de byggede en 24-værelsers tilbygning, som gav bygningen en god facon. I omkring 1911 bemærkede far til en eller anden, at han var villig til at sælge ejendommen for 60.000,-$, hvilket var ca. halvdelen eller 2/3 af dens estime-rede værdi. Denne bemærkning kom nogle af Pocatellos kapitalister - i særdeleshed fars værste fjende - for øre, og handelen blev afsluttet meget hurtigt.

Pocatellohuset var altid kendt som et af de bedste gæstgiverier i staterne men sammenlign med de bekvemmeligheder, der er i dag !. Der var ingen elektricitet eller rindende vand i det hus, som brændte. Rummene var møbleret med en porcelænsvaskeskãeal og kande og en spildevandskrukke. Det var stuepigens opgave at fylde vandkanderne og tømme og vaske spildevandskrukkerne hver dag. Jeg har ofte undret mig over, om det er derfor en pige blev kaldt en "chambermaid" ( NB! "chamber" kan også betyde (nat-)potte). Vandet blev pumpet op ved håndkraft fra en rørbrønd , der var fyrre fod dyb. Jeg husker, at far brugte meget tid på at få startet pumpen. Han vidste ikke, at en pumpe i bedste fald kun kunne suge vand fra en dybde af 28 fod. Han erfarede, at han var nødt til at grave en skakt og sætte cylinderen ned ved omkring 16 fod, så at den kunne løfte vandet. Som lys brugtes stearinlys, selvom en logerende kunne have en lille olielampe, dersom vedkommende ønskede det. Toiletfasciliteterne var spildevandskrukkerne eller et af seks huller i bagha-ven.

På den tid, hvor det andet Pocatellohus var færdigt, havde vi elektricitet og offentlig vand-forsyning. Hvert værelse var udstyret med en hængesnor og en seksten lys lampekuppel. Ved sjældne lejligheder brugte vi en 32 lys lampekuppel. En 16 lys kuppel er nu kendt som en 40 watts kuppel.

Med vandværksvand var vi i stand til at installere udskyllende toiletter og en kædevaske-kumme for enden af hver vestibule. Vaskerummene var udstyrede med rullehåndklæder. Jeg mener, det er i romanen " The Virginian ", at en gæst klager over håndklædet, og værten svarer, at han ikke kan se, hvorfor denne skulle klage, da ca. 100 personer allerede havde tørret sig på det uden at beklage sig. En anden historie om rullehåndklædet er, at en spasmager satte et skilt op: " Rullehåndklæde. Brugsvejledning: Vend halvt omkring og tør på indersiden ". Dette hentyder naturligvis til folks vane med at vende håndklædet for at finde et renere sted at tørre sig på.

Jeg husker ikke, hvordan det første Pocatellohus var opvarmet. Det var sandsynligvis med en varmluftsovn, og kun kontoret, boligområdet og vestibulerne var opvarmede. Det andet Pocatellohus var opvarmet v.h.a. varmt vand. I et centralvarmeanlæg bliver vandet ført gennem rør fra en dampkedel eller en ovn til en radiator i hvert rum. Fordelen ved at bruge varmt vand i forhold til damp er, at så længe, der er nogen varme i ovnen, vil vandet cirkulere og give varme, men med damp er det nødvendigt, at vandet i ovnen koger hele tiden. Ulempen ved varmtvandsanlæg er, at det kræver større rør og radiatorer og er lidt længere tid om at opvarme en bygning.

Som brændsel brugte far " slack ",som er fejeskarn, afharpet af kul i minen, og industrien får alene klumper. Vi købte " slack " i 30 til 40 tons jernbanevognsladninger, og som jeg husker det, kostede det 50 cents pr. ton i minerne, som lå i Wyoming, og 2 dollars pr. ton i fragt. Vi transporterede kullet fra vognen til vores kælder med vores eget hestespand og vogn, og jeg mener nok at have udført en mands arbejde derved. " Slack " var mere besværligt at brænde end kulklumper men selvfølgelig meget billigere. Da far nåede det tidspunkt, hvor han fik råd til det, købte han nødde-kul, der var meget renligere at håndtere samt havde en bedre brændværdi.

Efter nogle få år fik mine forældre installeret to badekar med en lille kulopvarmet vandvar-
mer og annoncerede i byen og med et skilt foran huset " bad 25 c.". Om lørdagen var det mit arbejde at vedligeholde varmtvandsforsyningen og vaske badekarrene. Det var kun tin-kar. Før da tog familien bad i et kar i køkkenet. Barberforretninger havde almindeligvis kar, hvor folk kunne få bad.

Flygtige logerende - folk, der kun blev natten over - sov i senge med rene lagener. Bagefter blev disse lagener igen lagt sammen og pressede og brugt i jernbanemændenes senge eller i billigere værelser.

En af de bedste forbedringer, far gjorde, var i de senere år, da han fik en vacuum-fejemaskine installeret. De var lige kommet i brug på den tid. Den bestod af en motor og en suge-ventilator placeret i kælderen med to stødtrin og med indløb pêa hver etage. Fra disse indløb kunne vi forbinde en gummislange og således nå hvert værelse. Dette udstyr sparede os for den årlige hovedrengøring, da der ikke samlede sig snavs under tæpperne, og det var først nødvendigt at fjerne dem, når de var slidt op. En anden fornyelse - langt forud for andre gæstgiverier - var en hånddrevet elevator, som blev installeret, da annekset blev bygget. Far sagde, at han var træt af at kæmpe med tunge kufferter på trapperne.

Så langt tilbage, som jeg kan huske, og til den tid, hvor Pocatellohuset blev solgt, var tirsdag altid vaskedag. I den første tid foregik vasken med håndkraft, og mor havde den landlige idé, at hver del skulle vaskes i flere hold vand og ligeledes skylles og blånes, og alle pudevårene skulle vendes. Vaskedagen var et stort stykke husholdningsarbejde.

Senere fik vi en stor forbedring ved at anskaffe en hånddrevet vaskemaskine og holde op med noget af den ekstra vask og skylning. Dette forenklede tingene meget. Jeg holdt op med at drive maskinen, da den roterende bevægelse gav mig dårlig mave.

Til sidst fik vi en 15 HK dampkoger og en lille dampmaskine. Maskinen drejede et skaft, fra hvilket vi drev en roterende vaskemaskine, en vridemaskine og en rulle, og jeg blev chef-ingeniør. Det var i mine sidste high school-dage og sommerferie ,da jeg var hjemme fra skole. Jeg lærte naturligvis meget om damp fra det lille anlæg, som hjalp mig temmelig meget senere på et kursus i Stanford. Jeg var næsten ude for en katastrofe på et tidspunkt.
Om vinteren var vi nødt til at lukke for vandet og tømme kogeren for at forhindre den i at fryse til. I kolde lande bliver der lukket for vandet under frysepunktet med en ventil, som
lader vandet dræne i røret ovenover. Denne særlige morgen havde jeg åbnet for vandet og tændt for ilden og stod foran kogeren, idet jeg ventede på, at trykmåleren skulle stige, da den pludselig sprang fra nultryk til at gå af. Røret var tilsyneladende ikke tømt ordentligt og var frosset. Når vand drypper ned på jern, der er helt rødt af varme - i dette tilfælde kogerens hovedkappe - bliver det øjeblikkeligt til damp og opbygger et enormt tryk, der er i stand til at flå kogeren i stykker og kaste den igennem en bygning og dermed forårsage megen skade. Tanken om, hvad der kunne være sket, hvis vandledningen var blevet åbnet nogle få øjeblikke senere, får mig til at gyse. Der er optegnelser omhandlende jernbane-lokomotiver, der er blevet slynget flere hundrede yards og hele bygninger, der er blevet gjort til ruinhobe, p.g.a. eksplosioner i kogere, hvilket er årsagen til den meget strenge inspektion af kogere, som man nu insisterer på.

Som dreng i Pocatellohuset blev jeg i stand til at tjene og opspare så mange penge, at jeg kunne købe min første cykel og noget af mit tøj. Jeg foretog ærinder for de logerende. Jeg kunne sælge alle de whisky-flasker og ølflasker, der blev efterladt på værelserne. Som jeg husker det, fik jeg 30 cents pr. dusin whisky-flasker og 20 cents pr. dusin ølflasker. Der var ikke mange ølflasker. Den eneste størrelse, der blev brugt den gang, var " quarts ". Jeg gemte alle de gamle aviser og solgte dem for 25 cents pr. 100 stk. til kinesiske vaskeriejere til indpakning af vasketøj.
Jeg tror, at det mest lukrative job, jeg havde, var "rushing the growler" for en nabokone i adskillige måneder en sommer. Hver eftermiddag gik jeg til saloonen for at hente en kande øl til hende. Hun gav mig 10 cents som betaling for øllet samt 5 cents til mig selv. Det var ret almindeligt at købe fadøl i en kande. Hvis bartenderen var generøs fyldte han næsten en "gallon"-kande for 10 cents.
Mine forældre sendte mig temmelig ofte afsted for at hente en kande - særlig efter vaskedag.

WEISER AKADEMIET

Jeg bestod eksamen på Pocatello High School efter et treårigt kursus, hvilket ikke var til-strækkelig uddannelse til at komme på college. Min kammerat, Eugene Leonard, gik på Weiser akademiet i Weiser, Idaho, på det tidspunkt, og hans forældre overtalte min far og mor til sende mig derhen for at forberede mig til college. Weiser akademiet var en lille kongregational kirkemissionsskole med aldrig flere end 75 studerende. Hvert år tog en præst fra Weiser østpå for at prædike om disse barfodede drenge og piger i det vilde vesten, Idaho, som blot "tørstede" efter at få en uddannelse, og på denne måde rejste han kapital til at bygge og drive akademiet. Når præsten vendte tilbage fra "the East", plejede akademiet at modtage kasser med bøger til biblioteket og kasser med tøj og andre mærke-lige ting. Medens akademiets forsyning med bekvemmeligheder var meget primitiv i forhold til nutidens standarder, var det en god skole, og jeg værner meget om de minder, jeg har om akademiet og om de drenge og piger, som jeg mødte der.

Det næste år bearbejdede Eugene Leonard og hans forældre mig m.h.t. at tage til Whitmann College i Walla Walla, Washington. Whitmann College var en anden kirke-skole, og jo mere de talte om kirkeskole, jo mere ønskede jeg at tage et andet sted hen. En af lærerne på akademiet havde gået på Stanford, og der besluttede jeg mig til at tage hen.

Akademiet var placeret på en glat skråning cirka tohundrede fod over dalniveauet og cirka to mil fra byen. Der var ikke skyggen af en busk eller et træ omkring det. En del af vejen var jorden sort udtørret ler af den værste slags, og I ved jo alle, hvordan det er, når det bliver vådt. For at kunne komme til akademiet fra byen, havde man lagt et fortov bestående af to 2" x 12" planker lagt parallelt og hvilende på tværliggende sokler. Har du nogensinde haft fornøjelsen af at gêa en mil eller mere sammen med en dreng eller pige på et to fod bredt fortov.

Der var ca. et dusin studerende, der læste på akademiet, men kom fra byen, og de var for-synet med transport, der bestod af en vogn med sæder langs vognladets side, og den blev trukket af fire heste. Denne vogn eller bus tjente også til transport af forsyninger og post fra byen. I vådt vejr blev mellemrummene mellem egerne helt fyldt op med sort mudder, og det var kun med nød og næppe, at et firehestesspand kunne trække den tomme vogn. Der blev, selvfølgelig, ingen vejforbedring. En studerende fik kost og logi for at køre bussen.

Vores spisesal og opholdsstue var i pigernes soveafdeling. Fredag aften måtte drengene opholde sig i opholdsstuen indtil klokken ti. Vi havde selskabslege, sang eller læste, ud-viklede vores egne fornøjelser og havde en vidunderlig tid. En gang om ugen trak vi stole-numre i spisesalen - drengene og pigerne skiftevis.
Vi havde individuelle kakkelovne og fyrede med kul for at opvarme vore værelser og brugte kulolie-lamper som lyskilde. Disse lamper skulle hver morgen bringes til olie-forsyningsrummet for at blive rensede og fyldte. En gang stod min værelseskammerat tidligt op, tændte lampen og gik ind i en anden drengs værelse for at studere. I mellem-tiden var vægen krøbet op, og lampen røg. Da vækningsklokken ringede, vågnede jeg og kunne ikke se tværs gennem rummet på grund af røg. Mit ansigt og alt i værelset var dækket af et tykt, olieagtigt lag af sort sod. Det tog os en uge at få bragt redeligheden i orden igen.

Historien med kulolielampen kan måske være interessant. De lamper, vi brugte, var store. Vægerne gav et godt lys men brugte også meget kulolie og var udviklede til dette formål. Dengang var kulolie og vognsmørelse de mest efterspurgte petroleumsprodukter. Når man destillerede råolie, fjernede man så lidt som muligt af de lette fraktioner som benzen og benzin, da de var overflødige produkter, og så meget som muligt af råolien blev til kulolie. Resultatet var, at vi fik, hvad man nu ville kalde en førsteklasses kulolie. Da bilen kom, forandrede forholdene sig imidlertid. Benzin blev det mest efterspurgte produkt, og kuloliens kvalitet blev så ringe, at den kun næppe ville brænde, og den blev et overskuds-produkt. Med tiden blev der naturligvis opfundet nye destillationsprocesser, og industrien kan nu konvertere råolie til et hvilket som helst produkt, der måtte være efterspurgt.

Vores vandforsyning kom fra en åben, gravet brønd, der var 125 feet dyb. Vand blev hejset op af brønden ved hjælp af en egetræsspand fæstnet til hver ende af et reb, der var hængt over en trisse. Det krævede muskler at hæve en spand vand op fra dybet. En af drengene fik kost og logi for at holde en tønde fyldt i køkkenet og i pigernes soveafdeling. Vi drenge måtte trække vores eget vand op.

Den vinter, hvor jag var på akademiet, var en af disse usædvanligt kolde vintre, hvor Snake River frøs til med et 18 inches tykt lag is. Floden er omkring 800 feet bred på dette sted, og ca. 1 mile uden for byen tømmer Weiser River sig i den. Dette forår brød isen i Weiser River op først og dannede en dæmning på Snake Rivers is, og i løbet af natten hævedes vandstanden i Weiser river med 15 feet og oversvømmede det lavtliggende land rundt om byen. Jeg så den flydende is bevæge sig og afskære toppene på alle piletræerne på en acre ø, og hvis vandet havde rejst sig endnu en foot eller så, ville det have skyllet jernbanebroen væk. Den næste dag brød isen op i Snake River, og folk, som så det, sagde, at det var et fantastisk syn ned ad floden omkring tyve miles, hvor jeg mener, at en af de sidst konstruerede Hells Canyon kraft damme nu er placeret, da acres af is ramte klipperne i flodsvælget.

En dag gik jeg til brønden for at hente en kande vand. Det var en af disse store hvide kander - omkring 16 inches høj - og jeg satte den på verandaen, mens jeg gik ind i en anden drengs værelse. Da jeg kom ud var kanden i to dele, og jeg havde en is-kande. Vandet var frosset, og isudvidelsen havde splittet kanden i to halvdele.

Vi drenge var meget interesserede i atletik og lærte uden instruktion at lave kraftspring, slå vejrmøller, danne pyramider etc. og at gøre nogle få stunts i gymnastiksalen. Vi havde en bygning til gymnastik, men det eneste udstyr, som vi havde, var en barre, en vandret bom og nogle måtter, som vi selv havde lavet. Åh, ja vi havde da også et sæt hjemmel-lavede ringe og en rebstige. Vi ønskede en løbebane, men for at få et tilfredsstillende niveau var vi nødt til at foretage nogen udgravning. En ven af Akademiet lånte os et par muldyr, og vi betalte for deres føde. Jeg har glemt, hvorfra vi fik plov og skraber. Vi drenge tog vores tørne med at køre med muldyrene og laste og aflæsse skraberen mellem lektionerne på skoledage samt hele dagen på lørdage. Vi gjorde dette gennem adskillige måneder, og til slut havde vi en dejlig kvart-miles bane med et rimeligt vandret plan. Som jeg husker det, var afskæringen på den høje side ca. 8 feet og fyldningen på den lave side 5 feet, så I kan se, at vi flyttede meget jord. Jeg kunne klare den kvarte mil på den bane på 55 sekunder, hvilket stadig er en god high school-tid.

I gymnastiksalen opsatte vi et komfur og et flytbart tinbadekar uden forbindelser. Vi drenge på fodboldholdet tog tørne med at trække 6 spande vand op hver dag og transportere dem til gymnastiksalen. Mens vi trænede, varmede vi vand på komfuret og hældte dette i badekarret. Efter træningen havde den første dreng, som kom af tøjet, rent vand til sit bad, men den sidste fik temmelig meget mudder. Sanitært ? Well, " I guess so",
for der var aldrig nogen af os, som fik følgesygdomme af dette. Gymnastiksalen lå over en kvart mile fra brønden, så I kan forstå, at vi ikke brugte meget vand.

Jeg mener at have spillet baseball mod Walther Johnson, den berømte Washington SenatorsÞ kaster, en gang. Vort hold spillede mod Weiser town-holdet, og det var omkring dette tidspunkt, at Walther Johnson startede med at spille på Weiser-holdet.

For nylig ( oktober 1964 ) kom jeg til at nævne Weiser, Idaho, i en samtale nede i Lodge, og en mand spurgte mig, om jeg vidste, hvor Buttermilk Slough var, og han sagde, at han
havde boet der engang. Det bragte minder tilbage. Sumpen ligger fire miles fra Weiser, og den er adskillige miles lang. En uge erfarede vi studerende på Akademiet, at den var frosset til med dejlig skøjteis, så vi arrangerede et skøjte-parti. Pigerne blev transporteret med skolebussen, mens vi drenge måtte gå. Mindet om dette skøjte-party lever stadig. Fuldmåne, perfekt is, afdæmpet kulde og glidende langs en træomkranset kanal i perfekt rytme flere miles med armen omkring en pige; hvad kunne man mere ønske sig til en romance ?

Da vi skulle hjem omkring midnat, begyndte vi drenge at gå langs jernbanesporene. Et jernbanereparationshold havde arbejdet på en bro, som krydsede sumpen, og de havde efterladt en dræsine ved siden af sporet. Vi satte vognen på sporet. Vi var 14 drenge. Vi lod de to mindste drenge agere fører-og bremsemand, og resten af os stillede op på vognen. De to forreste drenge hoppede af, løb bagom og skubbede vognen, så hurtigt, som de kunne, for en telegrafpæls afstand og hoppede så pêa igen. De næste to gjorde det samme, og vi slog bussen med pigerne med en smule tid og overraskede dem ved at være hjemme, da de ankom.

Når jeg reflekterer over det, undrer jeg mig over, at alle havde et par skøjter. Måske var det fordi næsten alle, der var opvokset i et land med vand og kolde vintre kunne løbe på skøjter, og skøjter var standardudstyr hos enhver - måske mere end en tandbørste var i disse dage.

Jeg forlod Akademiet før afslutningshøjtideligheden for at slutte mig til et "survey party", og da jeg tog afsted samledes alle pigerne på deres soveafdelings veranda og sang " God be With You ÞTill we Meet Again " ; denne sang giver mig endda helt op til i dag ofte tårer i øjnene, når jeg hører den.

REJSE TIL BUFFALO OG NEW YORK CITY

Sommeren 1900 - efter at jeg havde taget eksamen fra high school - rejste far og jeg til WorldÞs Fair i Buffalo, New York. Jeg mindes markedet som værende meget bedre end senere markeder, som jeg haft det privelegium at se. Som 16-årig var jeg lutter øjne og så mere og lærte mere end i nogen anden lignende del af mit liv, og af denne grund har jeg altid sagt, at jeg gerne ville have kunnet give mine børn det samme privilegium. Det lykkedes ikke for mig, men jeg er glad for nu at være i stand til at hjælpe dem på andre måder.

Vi forlod Buffalo tre eller fire dage, før præsident McKinley blev skudt i markedets Music Temple, for at tage til Perth Amboy, New Jersey, hvor fars bror Niels boede. Far blev og besøgte sin bror, men han lod mig tage ind til New York City. Jeg vandrede alene omkring der uden anden bagage end mit kamera i fire dage, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden knægt nogensinde se mere eller gøre mere end jeg gjorde i disse fire dage. Jeg gik op ad Broadway nær Tenth Street, hvor den berømte, gamle " Flatiron Building " var , og mødte menneskemængder så tætte, at bilerne ikke kunne passere. Naturligvis gik jeg ind i mængden for at se, hvad der skete og opdagede, at folk læste bulletiner fra McKinleyÞs sygeleje, opslået med store bogstaver på siden af bygningen.

Jeg gik over Brooklyn bridge. Jeg tog ud til Coney Island og fik min første svømmetur i saltvand. Jeg lejede en cykel og kørte rundt om Central park. Blandt de ting, jeg husker at have set, var Cleopatras Needle og the zoo. Jeg tilbragte nogle fêa timer i Museum of Natural History. jeg tog til den yderste ende af Manhattan, hvor far landede som immi-grant. På den tid var den store, runde bygning konverteret til et akvarium, og jeg kan altid huske et af de sjove syn der. I midten af bygningen var der en stor, rund beholder med lod-rette vægge - omkring 3 feet høje - hvori der var en søløve. Hele vejen rundt om stedet var der skilte med påskriften "Look out for the water". Folk undrede sig over meningen med skiltene, da der ikke var noget vand ud over det, der var i beholderen. Det, der kunne ske, var, at søløven kunne få øje på en person, der stod ved gelænderet, tage over til den anden side i beholderen og så svømme i en " bee line " mod tilskueren. Når den kom tæt på beholderens sidevæg, hvor dens hoved ikke kunne ses, løftede den det og sprøjtede en vandstrøm, som sædvanligvis ramte tilskueren i forreste række. Jeg var på højbanen på vej hjem, da jeg savnede mit kamera. Jeg havde efterladt det i et mørkt hjørne på et toilet i Central Park, og efter tre timer kom jeg tilbage og konstaterede, at det stadig var der.

Unger idag ser så mange vidundere fra verden på fjernsyn, at jeg ikke tror, de kan blive lige så fascinerede af at se New York City og the Fair for første gang, som jeg blev - en knægt på 16 år lige kommet ud af indianerreservatet.

På vejen hjem ønskede far at rejse via Omaha for at se, om nogle af hans tidligere gamle venner stadig var i nærheden af Immigrant House samt for at vise mig mit fødested. Vi fandt mit fødested - en lille stenhytte - men det var blevet til et bordel, hvilket far aldeles ikke var stolt af.

RESERVATETS ÅBNING.

I 1902 havde den amerikanske regering forhandlet med indianerne om at erhverve den sydlige halvdel af Fort Hall Indian reservatet. Forslagsstillerne argumenterede med, at jorden var ubrugelig for indianerne og indeholdt stor mineralrigdom. En dag blev fastsat til åbningen, og klokken 12 skulle butikkens fløjte lyde, og så kunne folk fare ud i reservatet og afmærke deres fordringer. Kun meget få vidste noget om minedrift, men enhver mand troede, at hans nabo havde en hemmelig beliggenhed, som naboen forventede at afmærke sin fordring på og snart derefter blive velhavende. Derfor ville han snige sig ud i reservatet og finde en " outcropping of rock ( any kind of a pile of rock sufficed ) " til sit hemmelige sted. På den fastsatte dag var bygrænsen linet op med mænd og heste, og da jernbane-butikkens fløjte lød, gik jagten ind. Der blev arkiveret omkring 6000 fordringsdokumenter i retsbygningen den sommer, og i dag er der ikke en eneste guld-, sølv- eller kobbermine der. I de senere år fandt en virksomhed materialet, kalksten og ler, til en cementmølle, og en anden virksomhed maler fosfatsten til kunstgødning. Efter at have taget et kursus i
"blow pipe" analyser på Stanford kunne jeg se mulighederne for en cementmølle der, hvor den er nu, og jeg fortalte far om det, men selvfølgelig kom der aldrig noget ud af det hvad os angik.

Der var nogle få steder med god landbrugsjord i reservatet, og der blev udfoldet enorme anstrengelser for at få de ekceptionelt gode steder. Reglen var, at en mand skulle tage ud til jorden efter kl. 12 på åbningsdagen, opslå sin anmeldelse og så tage til US`landkontor i Blackfoot, Idaho, for at arkivere sin fordring. Jernbanen havde arrangeret at starte et tog fra den sydlige ende af reservatet i byen McCammon kl. 13:30 mod Blackfoot. Jeg var lige kommet hjem om eftermiddagen fra Weiser den dag, mødte nogle af mine kammerater og deltog i den spændende begivenhed, det var at tage toget til Blackfoot. Der er nogle billeder af landskaber der i et af mine albummer. En mand troede, at han kunne slå toget og arrangerede en "string" af nye hesteforspand, startende 12 miles syd for Pocatello kørende mod landkontoret - en afstand på 37 miles. Toget passerede ham fem minutter uden for Blackfoot, og en anden fik det land, han var ude efter.

Far ønskede, selvfølgelig, at deltage i denne spændende begivenhed. Han kendte en døge-nigt, Dan Kniffen, som vidste, hvor en bestemt mand sandsynligvis havde opdaget en vidunderlig kobbermine. Far og Dan red ud til stedet - ca. 12 miles uden for Pocatello - og afmærkede et halvt dusin fordringer i nærheden. Det var naturligvis far, der stod for det finansielle. Jeg tror, at han brugte omkring 20.000 $ de efterfølgende få år på sine egne fordringer og købte aktier i mange andre - der var nok papircertifikater til at tapetsere siden af et rum. Han fik aldrig en træffer bortset fra en gang i Californien, da han købte nogle få aktieandele i en Signal Hill olieboring, som idag betaler mig 35 til 55 cents hvert kvartal.

DAN KNIFFEN

Jeg tror, at jeg må gøre en lille afstikker her og fortælle jer om Dan Kniffen. Han var en høj, slank mand, der fik lavet krøller i sit hår, idet han prøvede at efterligne General Bridger, indianerspejderen eller måske Bill Cody ( Buffalo Bill ). Han plejede at fortælle historier om at have været sammen med Bridger, som den gang jagede indianere i Wyoming, og hvor officererne havde taget indianerbørn ved anklen og slået deres hjerner ud mod en klippe - og andre vilde historier. Dan havde overhovedet ingen uddannelse, men han fik jævnligt breve fra en kusine i New York state, som adresserede dem til " Dr. Daniel, veterinærkirug ". Ud fra hendes skrift konkluderede jeg, at hun heller ikke havde nogen uddannelse. Han havde en formel på en salve, som mest bestod af bivoks og "arnica", som han kom på metalbeholdere og etiketterede " Dr. Daniel L Kniffen V.S. Wonder salve ". Han gjorde 2 ture tilbage til New York State med hestespand og vogn, slog lejr langs vejen og finansierende sig selv ved at sælge salven. En af hans drenge, Johnny, tog med ham på den sidste tur, og da han kom tilbage, fortalte Johnny os unger om de historier, hans far havde fortalt disse New Yorkere: hvordan han havde kæmpet mod indianerne, hvor mange han havde dræbt, etc., historier så vilde, at Johnny sagde, at han skammede sig over at høre dem. Jeg kendte imidlertid Dan som en af de største kujoner nogensinde, men det kunne være interessant, hvis vi kunne have haft nogle af de historier, han fortalte. Da han først var blevet gift, byggede han en hytte til sin kone og satte ikke vinduer i den, da han var så jaloux, at han var bange for, at nogen skulle se hende. Mor prøvede en gang at hjælpe familien ved at ansætte hans kone som stuepige, men Dan hang omkring husets kontor hele dagen, idet han prøvede at overvåge sin kone. En dag passerede hun en mand på trappen, der førte ind til kontoret, og da han gjorde en lille bemærkning i forbifarten, sprang Dan på ham. Well, mor kunne ikke tage mere af det.

MINEFORDRINGER I RESERVATET

Når jeg ser tilbage på mine-sindsbevægelsen efter åbningen af reservatet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor dumme mennesker kan være. Fem år efter åbningen af reser-vatet var malmeftersøgningen faldet til ro med tre eller fire aktieselskaber og nogle få enkeltindivider som min far, der stadig arbejdede. Hvis far havde ofret nogle få hundrede dollars for at få en geolog til at gennemgå sin besiddelse - forudsat han fik fat i en ærlig mand - kunne han have sparet sig selv for mange års hårdt arbejde og flere tusinder dollars, for han fik aldrig en malmåre, og han talte altid om at have fundet vidunderlige tegn og troede, at hvis han gik langt nok ind i bjerget, ville han finde et stort malmleje. Hans længste jordundersøgelse var en tunnel på cirka tusind feets længde. Han havde lokket nogle af sine venner til at give et lån på nogle få dollars mod at få en andel i under-søgelsen, men en sommer, hvor han og mor havde været på rejse til Californien, havde en af vennerne solgt tusind feet af to inch galvaniseret jernrør, som lå i tunnellen, og efter dette mistede far modet.

Men måske var det hele ikke spildt ulejlighed. Mor led frygteligt af høfeber om sommeren i Pocatello, hvilket jeg tror var grunden til hendes tab af hørelse, men hun var fri for det, når hun var oppe på besiddelserne. Efter at de var gået pêa pension, blev det for far en interesse, der kunne holde ham beskæftiget, og mor tog med og nød livet, når hun kunne iagttage de vilde blomster, fuglene og de små dyr. De boede i en solid bjælkehytte.

Over for bjergkløften fra fars besiddelser var kobber-jordundersøgelsen, som jeg nævnte før, og som blev kaldt "the Moonlight Mine". Den var organiseret som et aktieselskab. De havde virkelig nogle malmårer, der så gode ud, så gode at de faktisk vandt en pris for den bedste mineraludstillingsgenstand ved "the WorldÞs Columbian" udstilling i Portland. Minen gennemgik adskillige omskiftelser på grund af dårlig ledelse af inkompetente mænd, men efter nogle få år fik de endelig samlet en vognladning malm, og den daværende inspektør bragte det til smelteren i sit navn , inkasserede provenuet ($ 1600) og forsvandt. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogle af jer ønskede en kobbermine - I kan tage derop nu, få det arkiveret og få lavet vurderingensarbejdet, og så er det jeres.

På vejen til fars besiddelser og "the Moonlight" passerede vi et andet aktieselskab, som hed "the Lost Horse". De nedsænkede et "shaft", hvilket er en meget dyr måde, at under-søge jord på, fordi møg skal hæves ud, og der skal installeres pumper til at tage sig af vandet. Dette var et meget hemmelighedsfuldt udstyr. Ingen fik lov til at komme ind på besiddelsen, og de gik endda så vidt som til at myrde en stakkels, uskyldig jordundersøger. Hans krop blev fundet dumpet op mod hans vogn i nærheden med en grime i hånden, som om han lige havde udstukket sine heste og med et skudhul i hovedet. Efter adskillige rygter om at de havde "struck it rich" tog de endelig bort, og jeg fandt aldrig en prøve med det mindste tegn på mineral i sig på stedet.

Vi har ofte spekuleret på, om hensigten var at spille den samme slags "spil", som vi havde hørt var sket i Colorado. Den jordbundsundersøgelse var ligeledes omgærdet af megen hemmeligholdelse. Der var altid vagter ved adgangen til besiddelsen, fremvisning af rig-dom var der ofte, og vilde rygter kom ud på en eller anden måde. Overhovedets hustru gjorde et stort nummer ud af at købe fremragende aktier, men mens hun købte nogle få andele, afhændede hendes mand i al hemmelighed alle selskabets aktier til en fantasipris.
Da alle aktierne var væk, fjernede vagterne lågerne, ejerne forsvandt, og der var intet der.

En aften kom aviserne med en hel side overskrifter omhandlende det størst tænkelige guld-fund, en åre ydende $ 3.000 pr. ton. Grubeloddet kaldtes " the Irish girl" og ejedes af Mike Condon, som jeg har nævnt tidligere. Far var virkelig optændt, og en dag, hvor vi var i MikeÞs grovsmedje, hørte jeg far give ham et meget ekstravagant tilbud for at komme med i handelen, men Mike afviste ham. Hvad enten vægringen var for venskabs skyld eller fordi, Mike ville have det hele for sig selv, vil jeg aldrig få at vide, for det opdagedes senere, at hullet var blevet "salted" ved at man havde fyldt en haglbøsses patronhylster med fine guldpartikler og skudt det ind i klippen. Rygtet sagde, at det var meningen at få fat i en velhavende ejendomsbesidder - normalt kendt som en "tightwad". Men han bed ikke på.

En søndag kørte far og jeg langs Pocatello Creek til et sted nær "the Irish girl" og fandt Pat og Mike i gang med omhyggeligt at udføre deres vurderingsarbejde på et grubelod. De fortalte, at de ønskede at være meget ærlige over for sig selv, og at de samlede alt støvet fra borehullerne, så de, når de var færdige, ville have et ægte gennemsnit af klippen, som de så ville have testet. Deres lod var en krystalliseret moræne omkring vandslebne kampe-sten nedlagt i sand - det sidste sted, hvor man ville lede efter guld.

Da vi sad og spiste frokost, forårsagede jeg stor ophidselse, da jeg fandt en lille rullesten med guldstriber i, og et øjeblik troede vi, at vi havde fundet en ny "Irish girl". Senere fandt vi lidt for mange sådanne streger, til at det kunne være sandt og opdagede, at det var mig, der forårsagede stregerne med messingsømmene i mine skohæle.

Pat var en krøbling med et stift, bøjet knæ, og det var svært for ham at komme omkring. Han og hans kone Maggie boede en husblok fra os, og Maggie klarede det meste af deres livsophold ved at vaske tøj for folk. Jeg var nødt til at gå derover temmelig ofte med bundter af vasketøj tilhørende logerende i Pocatello House. Maggie beklagede sig ofte over, hvor hårdt hun var nødt til at arbejde for det lidt, hun fik for det. Hovedparten af hendes arbejde var at ordne vasketøj for "the girls on the row" - kun endnu en husblok derfra. Hun vaskede i hånden på et vaskebræt og stivede og strøg det smukke, hvide tøj for 25 cents pr. 12 stykker. Pat og Maggie levede et typisk Irsk ægtepars liv med skænderier og slåskampe.En dag, da jeg kom til deres hus, havde Maggie smidt et fad skoldhedt vand på Pat, og han kom ud af huset skrigende " Holy Mary, Mother of God, Holy Mary, Mother og God", og han fik sandelig sat gang i sit lemlæstede ben.

En anden mine var "the Fort Hall", som var den største jordbundsundersøgelse i reser-vatet. De havde omkring 2 miles tunnel alt i alt, og jeg udførte en del opmålingsarbejde for dem - lavede kort over tunnellerne og anbragte overfladelinierne. De havde en inspektør, som " vidste alt ". Ingeniører var for ham en overflødig udgift, så han prøvede så vidt muligt at klare sig uden dem. Et resultat var, at han i tunnellen indførte en skråning, der var så stejl, at hver gang de skulle have en vogn med klippestykker ud, måtte de spænde muldyret fra og få det af vejen samt påsætte nogle specielle bremser for at holde vognen tilbage. Denne skråning var i tunnellen ca. en 1/4 mile fra indgangen. Tunnellen var for-synet med nogle få tynde striber af kalkholdig sten, som indeholdt nogle krystaller af "chalcopyrite", som er en lav-kvalitets kobberåre. En eller anden "would be" ekspert havde overbevist ham om, at hvis de havde en mølle, ville minen give overskud. En mølle skal male sten til pulver og så adskille det tunge mineral fra stenen ved hjælp af vibrerende borde. Vores "ved alt" inspektør byggede anlægget uden opsyn af fabrikanterne. En dag viste han mig tegningerne, og idet han holdt dem vendt på hovedet, forklarede han mig hvilke idioter, fabrikanterne var, når de kunne designe sådan en struktur, som der var vist på tegningerne. Hensigten med tegningerne var at bygge så højt, at klippestykkerne kunne indføres fra toppen og sêa ved hjælp af tyngdekraften strømme mod bunden. Som han havde bygget det, krævede det et hold mænd med river og skovle at slå åren ned, og hermed kvittede minen operationerne.

Da jeg arbejdede på tunnellen fik jeg noget af en oplevelse. Minearbejderne arbejdede i en retning borte fra hovedtunnellen, og jeg arbejdede nær enden af denne. Når minearbejd-erne afsluttede deres boringer, fyldte de hullerne med dynamit og satte lange lunter til, så de kunne nå at komme ud af tunnellen, inden skuddene gik af. De skulle lade os vide, hvornår de forlod arbejdsholdet, men de glemte os. Jeg indså, at det var ved at blive sent og vi begav os på vej ud. Da vi passerede udmundingen af deres minegang, så vi de brændende lunter, så vi hastede afsted så hurtigt, vi kunne, men nåede kun ca.500 feet væk, da skuddene gik af. Det var en mærkværdig fornemmelse. Intet ramte os, men vi blev alle 3 slået ned og vore lygter blæst ud. Det var heldigt for os, at vi var så langt væk, da vi ellers kunne være blevet fanget i gassen.

Inspektøren havde selv nogle grubelodder på den anden side af højdedraget, på hvilke jeg tilbragte flere uger med opmålingsarbejde.En aften lavede jeg som tidsfordriv en impro-viseret blæsepipe med et stykke papir og et lys og blæste på et lille stykke kobberoxidåre, som lå i hytten. Jeg var i stand til at reducere oxidet og få en lille kugle af rent kobber, og så smed jeg stenen til side. Nogle uger senere kom inspektøren ud til sin hytte og samlede ved et tilfælde dette stenstykke op, og han blev helt vild, da han troede, at han havde naturligt kobber. Derpå gjorde han en masse promotion-arbejde for at prøve at få kapital-interesse i sine grubelodder tilskyndet af den lille kugle kobber, som jeg havde lavet.

Det sidste, jeg hørte til Hank - inspektøren - var, at han i forbudstiden blev arresteret for at have et destillationsapparat og lave hjemmebrændt spiritus for enden af tunnellen - den eneste gang nogensinde, at minen gav overskud.

Min ven, Eugene Leonard, tog afgangseksamen ca. et år efter mig, og han startede et kemisk laboratorium og prøvekontor. De fleste af prøverne blev normalt foretaget for at spore guld, sølv og kobber, og 90 % af svarene rapporterede " guld, et spor ". Jeg har ofte spekuleret på, om undersøgerne virkelig så et spor af guld, eller om de blot rapporterede det for at komme frem. En dag, hvor jeg var i laboratoriet, kom en meget sindsbevæget mand med et stykke "calcite" på størrelse med to knyttede hænder, hvori der var en "pyrite"- krystal eller "foolÞs" guld. Han ønskede at få det prøvet og tilrådede advarende Eugene - hvis han fandt noget - at holde det for sig selv. Vi kunne begge have givet ham svaret uden at foretage prøver - blinkede til hinanden, og lod det blive ved det. Hundredevis af prøve-udtagninger blev bragt til prøve-kontoret, og jeg tror ikke, at undersøgerne endda "kørte dem igennem", da det var en så ubrugelig operation. Resultat - tre dollars tak !.

En søndag red far, jeg og et par naboer en tur ned til " the Port Neuf Narrows " for at se, hvad der skete der. " Pocatello House " havde adskillige værelser, hvori der var tre enkelt-senge, som kunne lejes for 25 cents pr. seng pr. nat. En mand, som havde optaget en af sengene i adskillige måneder, spadserede til sidst ud af byen for at søge sin lykke andet-steds. Han kom til det malmundersøgelseshul, som vi var kommet for at se, og idet han præsenterede sig som mineingeniør fortalte han malmsøgeren, at han havde den mest
fantastisk gunstige lejlighed til den mest overskudsgivende mine, han nogensinde havde set. Han accepterede en andel i grubeloddet som betaling for ekspertbistand og fik fri kost resten af sommeren. Hans tunnels åbning var på siden af en stejl bakke adskillige hundrede feet over det flade lands niveau, og en af de første ting, som vor ekspert tilrådede, var at bygge en nedløbskanal for at få åren ned fra tunnellens åbning til vejen. Den stakkels ejer brugte al sin tilgængelige kapital til at købe tømmeret, og da nedløbskanalen var færdig, fandt man ud af, at den var så stejl, at klippestykkerne røg ud af den, inden de nåede bunden.

Vi blev inviteret ind i tunnellen, og jeg opdagede et blyglans-krystal på størrelse med en lille valnød i hvælvingen, og jeg skrabede den ud med min lysestage for at brillere med min viden om krystaller over for de andre - og mon jeg fik ballade ??. Jeg havde ødelagt det eneste bevis på noget mineral i hele den 200 feet lange tunnel.

Synligt fra Pocatello og 6 miles væk oppe nær toppen af en bjergtinde er der et lag af blegrød klippe liggende perfekt horisontalt. Klippen er af en meget lav grad "barite", som i højere grader er grundlag til fremstilling af pigment til maling. Jeg blev en gang kaldt derop for at lave en opmåling til en vej og fandt, at en mand, der arbejdede alene, havde lavet en tunnel, der var over 1000 feet lang med "barite"-åren som loft i tunellen, og han forventede hver dag at finde " krukken med guld ". Hvorfor han forventede, at formatio-nen skulle skifte til guld-bærende sten, når han kom dybt under bjerget og fulgte formationen parallelt er 64 $ - spørgsmålet, men sådan er malmsøgernes håb - uvidende om videnskaben geologi. En bemærkelsesværdig ting, han gjorde, var at udvide tunnellens munding og lave et vældig rart to-værelses hjem ud af den.

MINER I CALIFORNIEN

En gang imellem sker det dog, at en uskolet malmsøger rammer plet som f.eks. i historien om " the Strawberry Tungsten Mine " i Madera County. Da mine børns kusine, Patsy Hughes, giftede sig med Jimmy McDougald, gav han hende en lille æske indeholdende indianske pilespidser og andre kuriositeter, som han havde samlet - for at beholde - gennem årene, hvor han vandrede omkring. En dag deltog Patsy i et kvindemøde, og en bestemt kvinde talte meget og pralende om nogle granatkrystaller, som hendes mand havde givet hende. Patsy - der ikke ønskede, at denne kvinde skulle have noget på hende - sagde til sin mand, at han skulle finde nogle granatstene til hende. Jimmy svarede, at han ikke vidste, hvor han kunne finde granatstene, men en indianer ved navn Pinkey, som havde passet kvæg igennem mange år for familien McDougalds, overhørte samtalen og sagde, at han mente at kunne finde nogle til hende, og i løbet af sommeren tilbage på Granite Creek samlede han adskillige eksemplarer op. Han gav Jimmy fire, af hvilke Jimmy gav sin kone tre til at lægge i æsken og selv beholdt en til at have i lommen. En dag fremviste en minemand i en saloon i North Fork fluorescens underværk med ultraviolet lys, og Jimmy fremtog sit lommestykke og sagde " hvad vil denne ligne under dit lys?" . Svaret var " Jamen Gud dog, du har næsten rent wolfram der ". Granater kommer med wolfram. Jimmy vidste, at wolfram var det vigtigste metal for krigsindsatsen , og han gik stille omkring for at få at vide af Pinkey, hvor denne havde fundet granatstenene og lokaliserede wolframåren. Prøver viste, at åren var af meget høj grad - meget langt over gennemsnittet.

Da så Jimmy havde et wolfram - grubelod var det næste at finde ud af, hvad han skulle gøre med det. Et antal kvægmænd havde fundet wolfram i bjergene, og den fremherskende procedure var at udgrave nogle få tons af i løbet af sommeren og sende det med skib til en smelter i Arizona. Jimmy havde planlagt den samme procedure.

Min kones bror Ned, som på den tid arbejdede for en guldmineconcern i Nevada, kom til os for at holde to ugers ferie, og mens han var her, hørte han om Jimmys wolframmine. Da han kom tilbage til Nevada, standsede ledelsen indkomne ordrer, hvilket klassificerede guldminedrift som en ikke-væsentlig industri, og derfor skulle alle guldminer lukke ned, når deres tilførsel af stål slap op. De ansatte i minerne spekulerede på, hvad deres levebrød så skulle være, og Ned fortalte dem, at han under sin ferie i Fresno havde hørt om en nevøs wolframmine, som var erklæret meget rig, og han spekulerede på, om det kunne være en udvej. To uger efter at han havde forladt os, blev vi meget overraskede over at se ham tilbage igen. Hans chef havde sendt ham for at få mere data vedrørende wolfram-grubelodderne og sikre nogle prøver til undersøgelse. Ned blev efterfulgt af en mine-ingeniør, og det endelige resultat blev, at selskabet besluttede at gøre alt for at få wolfram-minen. De prøvede i adskillige måneder at forhandle med Jimmy om en aktiehandel, men Jimmy var urokkelig og sagde, at han intet kendte til den slags game og at den eneste måde, han ville spille med på, var, at de betalte ham royalty for hver ton åre, de tog ud. Minen blev den største producent af wolfram i de Forenede Stater. Underligt nok kom den igennem adskillige faser af uærlighed m.h.t. aktiemanipulation og ledelse, og Jimmy ville have tabt, hvis han var gået med til at spille deres spil, men han kan stadig læne sig tilbage og le, fordi han staidig ejer grubelodderne og kan indkassere på hvert ton af åre, uanset hvad der sker i selskabet.

Da jeg kom tilbage til Californien for at lave opmålingsarbejde for " the Pine Flat Reservoir " traf jeg en gammel malmjæger oppe på " the Kings river ". Han havde en lang historie at fortælle om at have et meget rigt mine-lod og i årevis at have prøvet at skaffe den nødvendige kapital for at udvikle det, men hvor han end henvendte sig, ville den rige mand have en kæmpeandel og prøve at fravriste ham grubeloddet. Han var derfor tvunget til at møjsommeligt tjene til det mindste eksistensniveau, mens han - for nogle få dollars investeret i ham og hans grubelod - kunne blive velhavende. Jeg kunne ikke lade være med at le for mig selv, for jeg har hørt den samme historie mange gange i Idaho.

Endnu en mine-historie. Da jeg første gang kom til Fresno hørte jeg om en kobbermine, der lå kun nogle få mil nord for Clovis. Jeg tror at den med den rette, ærlige ledelse kunne være blevet en rigtig mine, for jeg fik forståelsen af, at den i en periode kørte med profit. Men minen var primært udviklet for at presse penge af englændere. I de dage var England finanshovedsædet i verden, og engelske penge var på udkig efter investeringer over alt. F.eks. var Fresno Canal og Irrigation company, som jeg arbejdede for, ejet af englændere, lige som adskillige andre landudviklingsprojekter i San Joaquin Valley var det. The Pine Flat Dam and Reservoir ville være blevet bygget for engelske penge, hvis det ikke havde været for 1. verdenskrig. Jeg hørte mange historier om den ekstravagance, som kobber-minens operatører udviste; hvordan inspektøren red rundt på hesteryg, og hvis han mødte nogen stillede dem et ukompliceret spørgsmål og kastede en dollar eller mere hen til dem. Der var selvfølgelig nogle, der prøvede at møde ham ved enhver lejlighed.

Minens ejere blev også overtalt til, at de behøvede en smelter i forbindelse med minen, for at få den til at give udbytte. Et jernbanespor blev lagt ud til minen fra Friant, som da hed Pollasky, og adskillige hundrede tusinde dollars investeret i en smelter. Jeg tror, det da blev besluttet, at det ville være billigere at sejle åren til " the Bay region " end det var at hente kul fra Colorado til brug i smelteren. Der kom aldrig ild i den, og under 2. verdens-krig blev den revet ned til brug som affaldsjern. Skakten gik i forfald, og det sidste, den blev brugt til, var at dumpe adskillige af John ShippsÞ kvæg ned i den, da de var blevet slået ned på grund af mund-og klovesyge.

MUND-OG KLOVESYGE

Mund-og klovesyge var en meget smitsom kvægsygdom som pludselig blev epidemisk i Californien, og the United States regering brugte millioner af dollars for at udrydde den. De gik endda så langt som til at prøve at lave render fyldt med kreosot desinfektionsmid- del på alle vejene langs county grænselinierne. Disse render skulle alle køretøjer passere, når de skulle fra et county til et andet. Planen blev hurtigt opgivet som værende uigennem- førlig. Jeg havde tegnearbejdet på de render, der blev placerede i Herndon. Sygdommen var så smitsom, så en kvægmand her i Fresno County kørte tyve miles for at se John ShippsÞ bestand, så han kunne se, hvordan det smittede kvæg så ud. Han kom aldrig nærmere på dem end 200 feet, men i løbet af nogle få dage fik hans egen bestand sygdom-men, og alle hans kvæg måtte slås ned. Nogle steder gravede de dybe grøfter med trakto-rer og samlede kvæget heri, og der blev de skudt ned og begravet. Folkene, der arbejdede med de syge dyr skulle være iklædt gummitøj, der dækkede dem helt og de blev jævnligt desinficerede. Mændene led frygteligt i varmen i dalen i deres gummidragter. Det var bestemt ikke sjovt for dem, skønt de blev beskyldt for unødvendig nedslagtning af kvæg
"just for the fun of it".

FAMILIEN ELIASEN

Jeg tilbragte nogle få af mine sommerferier hos familien Eliasen på Rock Creek, ca. tolv miles uden for American Falls i Idaho. Der var otte børn i familien, og deres levebrød kom hovedsageligt fra dyrkning af hø og korn, mejeri, kvæg og smørfremstilling. I adskillige år tjente jeg lidt penge ved at levere deres smør til kunder i Pocatello. De var den hårdest arbejdende familie, jeg nogen sinde har kendt. Pigerne malkede omkring tredive køer - sommer og vinter - og jeg troede altid, at drengene fandt de lette jobs. De købte en gang en lille hestetrukken tærsker, og hele familien var parat til at bemande den, helt ned til den seksårige, som red på og styrede hestene frem og tilbage for at sætte gang i " the derrick fork ". Jeg blev også en del af holdet, de gange, hvor jeg var der. Jeg mejede og rev sammen og anbragte hø og korn, tog køerne ind fra græsning ,og ved malketid drejede jeg flødeseparatoren og udførte dusinvis af sådanne jobs, som der findes pêa en eksisterende farm. En vidunderlig uddannelse for en dreng fra byen, og det gør dem ære, at de gav mange andre drenge og piger fra byen en lignende uddannelse.

Deres pionerdage på Rock Creek var virkelig barske. Da de ikke selv var polygamister på grund af deres tilknytning til mormonkirken var en "outsider able to take their first homestoad away from them and cause them untold harsship in having to start over again".

En gang imellem tog vi en fridag og tog ud for at fiske i Snake River. En gang-husker jeg-
havde vi en vaskebalje fuld af fisk - hovedsageligt forel og stenbider. Eliasens lagde dem på is og sendte dem ekspres til slægtninge i Utah - bortset fra stenbiderhovederne, som de selv spiste. Jeg brød mig ikke engang om at rengøre en stenbider, og at spise hovedet af én var lidt mere, end jeg kunne tage.

Lige fornylig ( januar 1965 ) så jeg en Walt Disney film på fjernsyn, der handlede om en kongeørn. Jeg genkendte scenen - the Snake River canyon neden for American Falls - hvor vi tog ud for at fiske, og det bragte minder om en eskapade, som jeg havde der med et par ørne. Filmen beretter om en falk "downing" en gylden ørn. Jeg ved intet om, at der skulle have været gyldne ørne der, men der var en hel del falke - eller fiskeørne, som vi kaldte dem. De byggede sædvanligvis deres reder pãea toppen af stejle lavaklipper eller på klipper ude i floden. Der er en optegnelse om et par, som blev observeret for 26 år siden, da de byggede rede på kanten af skrænten midt i Shoshone Falls. De var helt sikret der mod enhver indtrængen, da the Falls har et lodret fald på mere end 200 feet - borset fra en ind-trængende riffelkugle skudt af mod den ene af fuglene af en turist - og de kom aldrig tilbage.

Jeg havde lært at svømme og var meget stolt af mig selv, da jeg turde svømme tværs over the Snake River for første gang. Der, hvor vi fiskede, var der en rede på toppen af en ø, der var ca. 100 feet høj og 200 feet ude i floden. Jeg besluttede mig for at ville se ind i reden og svømmede ud til klippen. Reden var omkring 6 feet i diameter og 6 feet høj og flad på toppen. Den var lavet af mange års indsamling af pinde, knogler, møg, mudder og meget andet af samme slags, og den var placeret helt oppe i toppen af klippen med et lodret fald ned til vandet på den ene side. Det lykkedes mig at klatre op til reden og holde fast i den og dække den på ørnefacon ( nøgen naturligvis ), idet jeg prøvede at komme en anelse højere op, så jeg kunne se de to unge fugle i den, da forældrefuglene fik øje på mig. Begge - med højlydte skrig - nærmede sig mig mange gange og gav mig nogle temmelig kraftige slag med vingerne. Jeg anser det som værende heldigt, at de ikke satte deres kløer eller næb i mig. Jeg kom selvfølgelig ned derfra i en fart.

AMERICAN FALLS

Naturen gør sære ting. Jeg tænker her på American Falls på the snake River, som jeg lige har omtalt, beliggende 25 miles vest for Pocatello. Byen American Falls ligger på flodens østbred samme sted. The falls består af en serie af riller og vandfald, over hvilke den ca. 1000 feet brede flod laver et totalt fald på omkring 75 feet på en afstand af to eller tre hundrede yards. På vestsiden af the falls er der en "obsidian" klippe, hvorfra indianerne plejede at skaffe materiale til pilespidser. The Oregon Short Line Railroad krydser floden på dette sted og ukendt for de ingeniører, der konstruerede den første bro, var der et "pot" hul direkte under en af bropillernes placeringssted. Dette "pot" hul havde en åbning på omkring fire feet i diameter, men da de fik det renset, var det nødvendigt med tolv jern- banevogne klippestykker for at fylde det.

Geologer fortæller os,at "pot" huller er dannet af rullesten, der kommer til at hvile, hvor de ikke kan blive udvaskede og muligvis opslider et "pot" hul.

Et af de første hydro-elektriske anlæg i staten var beliggende ude på midten af floden, og beboelsen der var placeret på et fladt stykke omtrent på størrelse med et lille bylod. Jeg kendte anlæggets inspektør, og familien boede der ude på klippen med to små børn og uden hegn omkring gården. Moderen lod børnene lege tilsyneladende uden overhovedet at bekymre sig. Der var fremstormende vand på to sider og et lige fald på den lavere side. Det plejede at give mig myrekryb at se dem der, men der skete aldrig noget.

Et meget større kraftanlæg blev bygget nogle år senere på flodens østbred. Under udgravningen til det traf de på et andet stort "pot" hul. Dette var fyldt med mudder, som indeholdt knogler fra hundreder af bøfler og, så vidt jeg kunne regne ud, knogler fra omkring ti mastodonter. Det var løse knogler - ikke samlede i komplette skeletter.

Siden min tid der har the United states Reclamation Bureau bygget en stor dæmning på tværs af toppen af the falls og således dannet the Bureau`s største oplægningsreservoir og i denne forbindelse ødelagt den fineste regnbueørreds-fiskeplads i the United states. Dette under autoritet af ingen ringere end tidligere præsident Grover Cleveland.

STANFORD UNIVERSITY

Jeg kom til Standford i september 1902, en umoden knægt som troede, at han kunne præsentere sine high school- og Academykrediteringer, tage en eksamen eller to og blive optaget, men jeg fandt ud af, at det ikke var helt så let. Mine high school credits levede ikke op til standarden. Jeg løb ind i en anden dreng fra Wyoming, som var i samme knibe, og vi blev anbefalet at henvende os til en lille privat skole i San Jose, hvor vi gik ind til jul. Der skrev jeg tre historienotebøger - Gammel, Moderne og United States - lavede en fysik-notebog omhandlende laboratorieforsøg og tog nogle engelskkurser. Jeg var da i stand til at komme ind på Stanford i januar, en '06 og et halvt år class Freshman, og tog afgangseksamen med '07 klassen med en A.B. grad i bygningsingeniørarbejde.

'06 og '07 klasserne på Standford var kendt som Ulykkesklasserne. Det første år havde vi en forfærdelig difteritisepidemi. Det næste år døde Mrs. Stanford. Det tredje år havde vi tyfusepidemien, og så det fjerde år var der jordskælvet.

Enhver afgangsklasse nedlægger en glasplade på omkring to feet square i betonvejen inden for the Inner Quadrangle, der starter ved the Memorial Church. Da det blev tid til at nedlægge the '06 Class Plate opdagede man, at vejens mønster ikke gjorde det muligt at nedlægge en plade af fuld størrelse, så the '06 og the '07 Class Plates har et hjørne skåret af, symbolsk for de ulykker vi udholdt og for tidstabet på grund af jordskælvet. Det vækker nogle sære følelser at gå der nu og se 60 flere Class Plates anbragt i vejen.

JORDSKÆLVET

Den mest spændende begivenhed i mit liv på Stanford var, naturligvis, det store jordskælv. Der havde været adskillige mindre rystelser i min tid der, men jeg havde aldrig mærket dem, og jeg følte en tilskyndelse til, at jeg godt kunne tænke mig at prøve det. Denne særlige morgen vågnede jeg, mens bygningen rystede, og min første tanke var " dette må være et jordskælv ". Et stykke puds faldt ned og ramte mig på øret, og min næste tanke var, at dette måtte være et kraftigt et af slagsen. Jeg vendte mig og fik et glimt af det bageste af min værelseskammerats natskjorte, da han gik ud af døren. Så kom jeg op og holdt fast i klædeskabet og iagttog lyssnoren og lampekuppelen svinge frem og tilbage næsten helt op til loftet. Pudset faldt ned af væggene og begravede alle mine billeder. Til sidst så jeg en sprække udvikle sig i væggen i hjørnet af mit værelse. Det eneste, jeg kan huske, at jeg tænkte, var: " hvordan skal dette dog ende ? ". Da rystelsen stoppede, havde jeg nok sansnærvær til at gribe min slåbrok og tøfler og gik ud af døren og kiggede ind i min nabos værelse. Der så jeg en dreng, der prøvede at kravle ned under en sofa. Han havde sit hoved og sine skuldre under men kunne ikke komme videre. Han bakkede så tilbage, fik øje på mig, og vi løb sammen begge ud af bygningen, Encina Hall.

Det var den 18.april 1906, kl 5:18 om morgenen, og det var en klar, kold morgen. Vi stod derude på bagsiden af the Hall i nogen tid, rystende uden nok tøj på, og da vi så efter, så vi, at tårnet med kirkeuret og Memorial Arch var væk. Den sidste tid, jeg var på Stanford, greb jeg mig selv i ubevidst i at kigge efter uret for at se, hvad klokken var. Efter omkring ti minutter fik jeg samlet mig nok mod til at gå tilbage til mit værelse og få fat i mit tøj. Da jeg var klædt på, gav jeg min slåbrok til en fyr, som bar den hele dagen, til han fik fat i sit tøj.

På det tidspunkt, hvor jeg var blevet klædt på, var det kommet os for øre, at en del af bygningens facade var faldet sammen. På hver side af entreen var der enorme ildsteder med store stenskorstene, der strakte sig op gennem de fire etager og gennem taget. Disse var væltede og havde på den ene side overført alt til kælderen og havde på den anden side stoppet på 2. sal. Dette sammenbrud involverede seks soverum med to drenge i hvert rum. Ti af dem undveg på en eller anden måde, men to var fanget, af hvilke en overlevede, og en blev dræbt. Da jeg kom dertil, var hullerne fyldt med drenge, som med deres bare næver anstrengte sig for at flå gulve og lofter fra hinanden og fjerne de store skorstens-sten. Jeg husker en fyr, der kom råbende mod os for at få os ud derfra, da vores vægt kunne knuse enhver, der var fanget i brokkerne. Jeg har aldrig set en sådan udfoldelse af mod som den, der blev udvist af drengene i hullerne. Bygningen kunne ryste og buldre det mindste, og pudsstykker faldt ned. Jeg husker en stor dampradiator, som hang i en rør-forbindelse fra fjerde etage og spyede vand ud over enhver. Og jeg husker især en stor, kraftfuld fyr, som hed Charles Paxton, som - iklædt sin natskjorte - virkelig flåede tingene fra hinanden. Jeg kom ind i hullet, men da der var så megen trængsel der, mente jeg, at jeg kunne gøre mere gavn andre steder og gik gennem kælderen til dyngens basis og var således den første, der kom frem til en dreng, som blev fundet med sine ben fastholdt under noget tømmer. Da det var næsten bælgmørkt, gik jeg for at hente et lys, men inden jeg kom tilbage, var han blevet reddet. Så gik jeg til en entreprenørs skur for at se, om jeg kunne få fat i noget reb eller talje for bedre at kunne få sten og tømmer ud af hullet, men da jeg kom tilbage, var drengen fundet knust til døde i sin seng. Da alle de andre skulle forklare, stoppede arbejdet. Ca. to uger før jordskælvet tog jeg tilfældigvis et fotografi af Encina Hall front steps. Der sad to drenge der, og den ene var den dreng, som blev dræbt.

Mange af drengene - især i soveafdelingens lavere etager - havde prøvet at flygte ved at springe ud af vinduerne, og næsten alle af dem havde brækket ankler. Det lader til, at deres ankler blev vredet, når de ramte den vibrerende jordoverflade.

Det eneste andet ulykkestilfælde på universitetet skete for en brandmand på universitets energianlæg. Det, der skete, var at han og ingeniøren var løbet ud af bygningen, men den elektrisk strømfordelingstavle begyndte at "arcing", og han løb tilbage for at slukke for afbryderne. Da han kom ud, blev han fanget, da den store 125 foot høje fabriksskorsten vaklede. Jeg kom tilfældigvis forbi ved ti-tiden, netop som arbejdsmændene fandt hans lig.

Resten af dagen strejfede jeg blot om. Der var placeret vagter omkring Encina Hall med instrukser om ikke at tillade flere end ti personer ad gangen i bygningen. Omkring klokken to besluttede jeg og min værelseskammerat, at vi ville derind, og vi var i færd med at kravle ind gennem et bagvindue, da der kom en temmelig heftig rystelse. I stedet for at der kun skulle være ti drenge i bygningen, tror jeg, at der løb omkring 50 eller endda flere ud. Der var ikke længere noget ønske om at komme derind denne eftermiddag.

Det varede ikke længe, før sabotørerne eller souvenir-jægerne begyndte at tage fat. En kvinde blev grebet, da hun var på vej væk med en del af et blyindfattet vindue, som indeholdt Kristus` ansigt, og som hun havde brækket ud af et nedfaldent Memorial Church vindue. En - studerende - vagt, der var autoriseret af universitets autoriteter, blev derefter placeret omkring the Quadrangle.

Et andet tilfælde af sabotage, som jeg har kendskab til, omhandler the Angel of Grief - statuen. Det er en ægte, hvid marmorstatue af en engel, der knæler med den ene arm liggende tværs over et alter. Jeg har et billede, der viser en knækket vinge, men hånden er perfekt. Inden for en uge, før jeg tog afsted for at komme hjem, var hånden brækket af.

Om eftermiddagen mødte jeg en Encina Hall - medstuderende, Roy Collom, som bad mig om at hjælpe ham med at hverve studerende til nattevagten, hvilket jeg så gjorde. Som jeg husker det, fik vi nok studerende til at bemande ti poster på to timers skift omkring the Quadrangle. Den næste dag var universitetets autoriteter i stand til at tage over, og studenter-vagterne blev frigjort. Jeg har aldrig kunnet regne ud, hvordan det følgende kunne ske. Jeg havde aldrig været i the S.A.E. Fraternity House, men ved midnatstid fandt jeg mig selv der i færd med at drive køkkenet, lavende sandwiches og kaffe og sende det ud til de fyre, der havde vagttjeneste. Universitetets kasserer havde betænksomt sendt for-syningerne til dette formål.

I løbet af dagen og natten ville en eller anden komme forbi hvert femte minut med et vildt rygte; the Call building ligger fladt ned tværs over Market Street; de sindssyge på St. Agnews Asylum løb frit og vildt omkring; en røverbande fra San Francisco var på vej ned ad the Peninsula, myrdende og røvende på deres vej; jorden havde åbnet sig og opslugt rækker af bygninger; nogen havde lige hørt fra Mt. Hamilton Observatory, at man for-manede folk om at komme ud af alle bygninger, da der ville komme en ny rystelse om 30 minutter, eller klokken 10, eller et helt andet tidspunkt.

Henad morgenstunden slentrede jeg omkring for at se, hvordan mine vagter havde det, og gik over til Roble Hall, pigernes soveafdeling. Pigerne havde alle deres senge sat ud på den forreste græsplæne, og foran et godt bål og i tydeligt sigte sad en af universitetets store atletiske helte med en stor revolver liggende over armen. Jeg ved ikke, hvor stor en hjælp han ville have været, hvis der var kommet banditter snigende, men pigerne var i det mindste godt tilfredse ved at kunne se, at deres helt sad vagt for dem.

FORKASTNINGSLINIEN

Den næste formiddag mødte jeg Dr. Branner, som var chef for den geologiske afdeling og som kendte mig, fordi jeg havde været i nogen af hans klasser, og da han engang havde set mig med et stort kamera, fortalte han mig om forkastningslinien, som løb tværs igennem terrænet omkring 3 miles bag om universitet, og han spurgte, om jeg kunne tage nogle billeder af den for ham. Jeg begav mig til en lejestald, skaffede en opsadlet hest og begav mig på vej. På vejen kom jeg til en stor sprække, hvor jorden havde lejret sig cirka en foot på den ene side. Senere fandt jeg ud af, at dette kun var et sideskud til hovedforkastning-en. Jeg kom til hovedforkastningen på toppen af højdedraget og prøvede at følge den cirka 10 miles. Der viste sig hele tiden at være 2 sprækker, nogle gange 2 feet fra hinanden og andre gange med så meget som 30 feets afstand. Da jeg først kom til forkastningen, talte jeg med en portugisisk kvinde, som fortalte mig, at hun havde hørt, at ovre mod kysten var der kommet ild ud af jorden og "oh, hvor skrækkeligt, skrækkeligt det var!".

Idet jeg prøvede at følge forkastningslinien, kom jeg ned til en biflods fjeldkløft og kom ind i næsten utilgængelige steder for en hest, idet jeg prøvede at finde et sted, hvor sprækken gik igennem massiv klippe. Da jeg kom tilbage til universitetet, fortalte jeg Dr. Branner, hvad jeg havde prøvet at gøre, og han lo ad mig og sagde, det ville være umuligt, for forkastningen var en gammel sprække, og den massive formation ville ligge parallelt med den. Idet jeg fulgte biflodens fjeldkløft, stødte jeg på mange små jordskred. Til slut kom jeg til et - omkring 200 yards tværs over - og det krævede en del overbevisning med en pisk at få min hest ud i det. Da vi var halvt igennem, begyndte hele massen at bevæge sig, og hesten og jeg lå tilbage imod skråningen. Jeg tror ikke, at nogen af os trak vejret. Det var en uhyggelig følelse, og jeg var ret så glad for at slippe den. Da jeg var parat til at vende tilbage til universitetet, var det næsten mørkt, og jeg havde ikke mere film, og så kom jeg til et egetræ, der lå skrævs over forkastningen, med rødderne holdt således at træets stamme var splittet som den nederste halvdel af en saks fra "the slippage" af jorden. Jeg vendte aldrig tilbage for at finde det træ.

I løbet af nogle år fik jeg mulighed for at se forkastningen flere andre steder. Nær Salinas, hvor the southern Pacific Railroad krydser the Pajaro River, passerede forkastningen under jernbanebroen og havde flyttet endebropillerne omkring fire feet ud af rækken. På toppen af højdedraget, hvor jeg først stødte på forkastningen, var en hegnsrække forskudt seks feet. Spørgsmål - hvilket hegn ville ejeren flytte for at komme tilbage til sin egen grænse ?. I bakkerne bag San Mateo er the Spring Valley Reservoir. Oprindeligt var reser-voiret bygget med et jordfyldt dige. Senere blev der bygget et dige af beton i nogen afstand nede ad bifloden, således at vandet stod på begge sider af jorddiget. Forkastningen gik gennem jorddiget med en "slippage" i diget på omkring otte feet. Den "missed" beton-diget omkring 100 yards. Hvad ville der være sket, hvis det nye dige ikke var blevet bygget ?.

I løbet af den følgende sommer, overvågede en geologiklasse fra Stanford 198 miles af forkastningen, fra syd for Salinas til et stykke op i Humbolt County. Den største "slippage" blev fundet nær Santa Rosa, en afstand på seksten feet og otte inches, som jeg erindrer det. Historien var, at det skete foran et lille hus, hvor en mand havde en græsplæne foran og et jordstykke med bær ved siden. Efter jordskælvet var bærrene foran huset. Rørforbindelsen fra the Spring Valley Reservoir til San Fransisco krydsede forkast-ningen to steder; det ene sted var den klemt sammen og det andet sted var den trukket fra hinanden otte feet. Forkastningen gik ud i havet nær Colma, syd for San Francisco, og kom tilbage på land i Bolinas Bay, omkring tredive miles nord for the Golden Gate og fortsatte mod nord op til bagom Santa Rosa.

HJÆLPEARBEJDE I SAN FRANCISCO

Da jeg den tredje dag efter jordskælvet ikke havde noget at foretage mig, tog jeg til Palo Alto og meldte mig som frivillig til Røde Kors. Jeg tilbragte dagen med at gå fra hus til hus, hvor jeg spurgte efter hvide klude og sorteret tøj, og den aften blev jeg sendt til San Francisco med en lastvogn fuld af sorteret tøj, som blev lastet i bagagevognen på "the milk train" - det eneste tog der kørte. Det blev kaldt "the milk train", fordi det kørte fra San Jose til San Francisco sent pêa aftenen, opsamlede mælkedunke til byen og vendte tilbage næste morgen med tomme dunke. Vi ankom den 25. til Guererra Street station i regn og bælgmørke omkring klokken ti, og en gruppe Stanfordstudenter lossede lasten og placerede den i en italiensk forretning, som var blevet overtaget af Stanfordstudenternes hjælpehovedkvarter. Mange små forretninger havde forsøgt at drage fordel af ulykken og forhøjet deres priser - noget skammeligt. Når soldaterne opdagede en sådan forretning, konfiskerede de indholdet og bad folkene om at klare sig selv - en retfærdig straf mente jeg. Denne italienske forretning var en af dem, og jeg antager, at politiet havde givet tilladelse til de første Stanfordstudenter til at bruge den som hjælpehovedkvarter. Vi måtte arbejde i mørke med at aflæsse lasten, da der ikke var nogen elektricitet, og brug af åben ild var forbudt. Det lykkedes for mig at få omrokeret nogle kasser og tønder, så jeg kunne lægge mig ned og sove - og hvilket syn, da dagslyset kom !. Den første henvendelse havde drejet sig om mad, og folk fra den pyrenæiske halvø havde sendt dåser, bøtter og tønder med suppe; tilsyneladende var der ikke nogen efterspørgsel herpå, for stedet var fyldt op med det. Jeg vil aldrig glemme det frygtelige syn og den rædselsfulde lugt, der var på "the Southern Pacific Railroad" stationen. Den var fyldt med kvinder og børn, som tilsyneladende bare havde siddet der i deres eget skidt de sidste tre dage, og det sagdes at der var født flere babyer der den første eller anden dag.

Efter at have fundet noget at spise satte jeg kursen mod "the Associated Charities" hoved-kvarterer i Fillmore og Sutter gaderne. Jeg var heldig at kunne blaffe mig til en køretur med en vasketøjsvogn, som bragte mig næsten helt derhen. Der var stadig ild nogle steder, men det meste var overstået på det tidspunkt. "The Mission District" var et område med 100% træbygninger, og ilden havde været så heftig, at enhver træpind var fortæret, og det var mærkeligt at være i stand til at skue ud over dette enorme område og ikke se andet end resterne af kældre og nogle få murede skorstene. Efter et par timer lykkedes det mig at komme frem til hovedpulten i "Associated Charities" og fortælle min historie. Vagthavende gav mig bemyndigelse til et hestespand og en vogn og sagde, at jeg skulle finde en politimand og gå ud og skaffe det. Vi fandt til sidst et firehestes spand og vogn, og med mine akkreditiver underskrevet begav jeg mig afsted. Jeg måtte temmelig ofte vise min skriftlige tilladelse til soldater eller politifolk, da mit udstyr syntes at være temmelig efterspurgt. På min vej traf jeg på en brandafdelings damper siddende fast på siden af en bakke. Da kaptajnen ikke fandt, at han kunne beslaglægge mit udstyr, bad han mig om at hjælpe sig. Jeg spændte mine fire heste for hans, og vi trak udstyret op til toppen af bakken. Det var sådan en gang, hvor min drengetids landbrugserfaring kom belejligt, da ingen andre syntes at vide hvordan eller hvad, de skulle gøre.

Da jeg kom tilbage til 25th og Guererra Streets var der mere ballade. Det syntes, som om enhver italiener i nabolaget var kommet ind i lagerrummet, og da jeg kom dertil, var der regulære optøjer i gang. Alt tøjet var hældt ud af sækkene, og mænd og kvinder var gribende ud efter og kæmpende for at udvælge varer. Jeg husker at have set en meget gammel mand kæmpe sig vej ud af menneskemængden med en bylt, og da han holdt den op for at se, hvad han havde, var det et par damebenklæder. Jeg fik noget Stanford-hjælp, og vi arbejdede os igennem med køller, gennede folk ud og genfandt det meste af tøjet. Vi byltede det sammen igen og sendte det afsted, men - sørgeligt at melde - var det ikke i den ordnede tilstand, som de kære damer i Palo Alto havde arrangeret det.

Jeg foretog en tur mere tværs gennem byen til the Presidio, men denne gang var jeg nødt til at gå det meste af vejen. Menlo Parks haveselskab havde sendt et stort udstillingstelt adresseret til " General Funston, San Francisco ". Det gjorde ingen nytte ved at ligge på vores station, og jeg mente, at det kunne være meget tiltrængt et sted som ly for flygtninge. Den vagthavende officer hos Presidio sagde, at de ikke havde brug for det og ville af med det på den bedste måde. Jeg tog igen hen til Associated Charities i Fillmore og Sutter Streets og fik ordre på at beslaglægge den første vogn, jeg kunne finde, og skaffede en transportvogn med en hest, og det sidste, jeg hørte, var at teltet blev stillet op i en af parkerne.

Det var temmelig kaotisk de første to uger. Det eneste, vi kunne gøre på hjælpestationen, var at uddele mælk og andre forsyninger - for det meste brød, der kom til os - så godt som
det var os muligt. De første få dage hældte vi blot mælk op i enhver slags beholder, som folk bragte med sig - lige fra natpotter til vaskebaljer. Dernæst prøvede vi at regulere det en lille smule i forhold til familiernes størrelse, men italienerne var for smarte for os. De havde lånt naboernes børn, når de kom efter mælk. Det tog adskillige uger, før det blev arrangeret således, at mælk kunne leveres til hospitalerne og blive mere jævnt fordelt rundt om i byen.

De rigtige dagdrivere vidste, hvordan de kunne skaffe mad, og de var i stand til at forsyne sig med et lager, så de levede sandsynligvis bedre det næste år, end de nogensinde før havde gjort.

Vognlæs af fødevarer begyndte snart at komme, og jernbanerne "spotted them" efter bedste evne i forskellige dele af byen. En bydel fik et vognlæs af appelsiner en anden et læs af dåsekød o.s.v.. Et distrikt nær os fik et vognlæs umalet Arbuckle`s kaffe i pound-pakninger. En eller anden opdagede, at vi havde en kaffemaler på hjælpestationen, det italienske lager. Det var en stor, håndbetjent sag med to hjul, og vore drenge havde travlt med at male kaffe i adskillige dage.

I 1906 var 25th og Guerra nærved at være udkanten af byen, og nogle få gamle brønde med håndpumper og udendørs toiletter kunne findes, men oppe i byen var vand og kloak-indhold et problem. På min første tur til Fillmore og Sutter var en gruppe af os blevet trængende, og vi vidste ikke, hvor vi kunne gå hen. Vi fandt et kloakmandehul, fjernede dækslet, dannede en tæt cirkel rundt om det og lod vores vand i det - midt i gaden.

Min kone har ofte fortalt om sin tante Nellie, som boede i San Francisco på den tid. Da hun var en pioner-kvinde, erfaren i at leve i det fri, udførte hun et tappert arbejde i Golden Gate Park med at vise folk, hvordan de skulle lave bål og mad og overleve under åben himmel.

Det er overraskende, hvor hjælpeløse folk kan være. Jeg kom ikke ind i Golden Gate Park, men jeg kan forestille mig, hvordan tusinder af mennesker dér blot "milled" omkring lige så hjælpeløse som dem på jernbanestationen, frarøvet alle deres ejendele, med usikker be-spisning, med intet at kunne gøre og med ingen steder at tage hen. Dem, der sad på jern-banestationen var i det mindste forskånet for regnvejr.

Jeg blev på hjælpestationen i to uger, da jeg bestemte mig for at tage til Palo Alto for at hente noget tøj. På vejen dertil stod jeg på jorden og løftede dåser med mælk fra ekspres-vognens trinbræt, og en dåse smuttede og landede på min tå. Jeg mistede en storetåsnegl, hvilket lemlæstede mig, og jeg besluttede da at tage hjem til Pocatello.

MURSTENSSKORSTENE I SAN FRANCISCO

Jeg har omtalt madlavning på gaden. Bevægelserne forårsaget af jordskælvet havde knækket mindst 90 % af murstensskorstenene lige, hvor de kom op fra taget. Nogle af dem var faldet, men af de fleste stod halvdelen tilbage. Ifølge en ordre fra general Funsten var det forbudt at lave nogen form for ild i komfurer, før skorstene var blevet repareret eller givet en oprydning. Den dag, jeg kom til forkastningen, " I lost out on " at slutte mig til en gruppe ingeniørstuderende under professor Wing, som kom til San Francisco som byggeinspektører. Historien er, at en vis ingeniørstuderende, som var en ven af the Associated CharitiesÞ præsident, tog hen til ham og fremsatte den oplysning,at han kunne skaffe en gruppe på omkring hundrede fyre på hans niveau til at udføre hjælpearbejde, hvis det behøvedes. Denne mulighed blev straks grebet, og jeg forstod, at professor Wing og hans mandskab af ingeniørstuderende udførte et betydeligt arbejde.

Tilbage i år 1900 var der en berømt mordsag i San Francisco kendt som " Durant mord-sagen ". Durant kom for retten og blev fundet skyldig i at have lokket to piger op i kirkens klokketårn og myrdet dem. En anden fyr og jeg havde arbejdet med at komme op på taget af den kirke og fjerne skorstenen. Jeg tror nok, jeg forstod, hvorfor så mange af skor-stenene var brækkede over. Der var kun god mørtel mellem de to øverste lag sten. Resten var kun sand-mudder mørtel, som blæste af, når vi løftede murstenen.

PASTOR D. CHARLES GARDNER

Pastor D. Charles Gardner var præst ved the Stanford Memorial Church, og vi bøller fandt ham meget aristokratisk. Han kom til San Francisco fire eller fem dage efter jordskælvet og bemærkede, hvordan vi drenge på nødhjælpsstationen spiste, blot gumlende på hvad vi kunne finde. Jeg husker, at jeg ganske ofte dykkede ned i en sæk med beskidte svesker. Pastor Gardner tog øjeblikkeligt tilbage til universitetet og hentede sit køkkenkomfur og madlavningsredskaber og bragte det til nødhjælpsstationen. Vi drenge hjalp ham med at sætte komfuret op og bygge et bord og bænke langs med kantstenen, og han lavede mad til os, sålænge vi var der. Vi, som blev på nødhjælpsstationen, nærede dyb beundring for ham efter dette.

Hans yndlingshobby på universitetet var promoveringen af en social service club, som han havde arbejdet på gennem adskillige år. Medlemmerne bestod hovedsageligt af society piger og deres kærester. Det følgende efterår indkaldte han til møde i the Social Service Club, og jeg fik forståelsen af, at der ikke var en eneste person der, som havde udført hjælpearbejde i San Francisco. En dag - kort tid efter dette - mødte pastor Gardner mig på " the Quad " og sagde " Smith, fortæl mig hvordan jeg kan komme i kontakt med den gruppe ingeniørstuderende. De er sådanne fyre, som går ind og gør ting, når det er tiltrængt. Jeg ville ønske, at jeg kunne komme til at kende dem " . Naturligvis gjorde det mig ondt for ham, men jeg følte mig også temmelig stolt af at være en ingeniørstuderende.

MIN FØRSTE REJSE TIL FRESNO.

Mor havde altid bevaret forbindelsen med sin værelseskammerat, Mrs. Kieldsen, der havde slået sig ned i Fresno. Da det var for langt væk og for dyrt for mig at tage hjem til Poca-tello i juleferien igennem mine år på Stanford, havde mor arrangeret det sådan for mig, at jeg kunne tilbringe mine ferier hos familien Kieldsen.

Min første rejse til Fresno blev en hektisk en for familien Kieldsen. Jeg havde oplyst dem om to tog, som jeg kunne være med. Jeg tog fra Palo Alto til San Francisco og tilbragte dagen med min onkel Martin og nåede ikke det første tog, som forlod San Francisco sent på eftermiddagen. Dette tog forliste i Byron. Det var standset på hovedlinien, og et lokalt passagertog smadrede ind i bagenden af det. Lokomotivet pløjede sig hele vejen gennem den bageste togvogn og halvvejs ind i den anden vogn; alle blev dræbt undtagen to personer i den første vogn - 30 personer ialt - hovedsageligt Fresno-borgere. Jeg vidste intet om forliset og tænkte slet ikke på at underrette Kieldsens om, at jeg ville være med på det næste tog, hvilket forårsagede en forfærdelig ængstelse hos dem, indtil jeg dukkede op den næste dag.

En september, ca en uge før jeg skulle tage afsted til Stanford, min kæreste " had taken down with the small pox " og i løbet af disse få dage talte jeg temmelig ofte med hende i telefonen. En nabo blandede sig og klagede til telefonselskabet og krævede, at det fra-koblede telefonen, fordi hun kunne sprede " the small pox " gennem den.

Mr. GEORGE WINTER

To mere end almindelige mennesker, som jeg kendte som dreng, var George Winter og Peg McLaughlin. Mr. Winther var inspektør på Pocatello vandværk, før byen købte det.
Han boede i the Pocatello House, og min mor lavede i årevis aftensmad til ham.

Han var altid ude efter en chance for at snyde en eller anden, og ville gøre hvad som helst for at opnå det. Hans tricks var mange og varierede. Han gav mig en buggy, en-sædet med en " tongue " til to heste, og i den tog jeg ofte mine veninder med ud på " buggy riding ". Far havde aldrig råd til et godt buggy-seletøj, så jeg var nødt til at bruge det gamle pløje-seletøj. Jeg tror ikke, at pigerne havde så meget imod det, for de var altid villige til at køre med mig. En dag var far og jeg i smedens forretning, hvor Winter havde købt buggyen, og far spurgte smeden om, hvad han havde givet for den. Smeden startede en ordstrøm om-handlende handelen og sagde, at Winter havde narret ham ned på tyve dollars og så vendt omkring og solgt den den næste dag for firs dollars - hele tiden skændende på ham for at være en så dårlig handelsmand.

En dag så Mr. Winter en person, Pete Larsen, som vi alle kendte, så fuld, at han var faldet af en hest ovre i Main Street. Winter gik over til en vagabond, der stod i nærheden, og spurgte ham, om han ville tjene en dollar på en nem måde og bad ham om at gå over og fortælle den mand, der netop var faldet af hesten, at en ven ønskede at rådgive ham m.h.t. ikke at falde af en hest: " Først vælt hesten, så stig på den, så stå af inden hesten kan komme op - så vil han aldrig blive kastet af ." Vagabonden bragte budskabet. Mr. Winter vidste, hvad der ville ske - Pete blev rasende og bankede vagabonden sønder og sammen; denne kom derefter tilbage og fik sin dollar, og Mr Winter gik leende bort.

En gang blev Mr. Winter rodet ind i en sag, hvor den lokale katolske præst forsøgte at få en mand dømt til forvaring på sindssygehospitalet. Winter fattede interesse for manden for at se, om han kunne " put up a job " på præsten. Det eneste, de kunne få ud af manden i starten var: " han ville ikke vise det til mig ". Manden var en polsk hyrde, og det blev til sidst lirket ud af ham, at da han var kommet til byen med sin årslønning, tog han først hen til " Church for Confession ", og præsten havde lokket ham til at give $ 400.00 af sin løn til køb af et helgenbillede til kirkealteret. Senere ønskede Jake at se, hvad der var blevet købt for hans penge, men præsten sagde, at han ikke var en passende person til at stirre på alteret. Jake insisterede og ville se, hvad der var købt for hans $ 400.00 grundet anklagen for sindssyge. Mr. Winter fik manden fri og gav ham arbejde som opsynsmand ved vand-reservoirerne, hvor han forblev en trofast arbejder i mange år, inklusive de år, hvor jeg var inspektør for " the Pocatello City water Works ".

Den 5. december 1906 blev følgen af " the Engineering News " en redaktionel kommentar og reproduktion af et sæt eksamensspørgsmål m.h.t. " the Pocatello Water WorksÞ" in-spektørs standpunkt. Spørgsmålene er et tosset sæt, især for en så lille stilling, som det var. Mine Stanford-klassekammerater, som vidste, at jeg var fra Pocatello, drillede mig meget på grund af artiklen. Da jeg kom hjem på sommerferie, viste jeg Mr. Winter artiklen og fik hele historien af ham. Det lader til, at en vis ingeniør troede, at han skulle have jobbet som vandværksinspektør og gik bag om ryggen på Mr. Winter for at få det. Mr. Winter skrev åbenbart spørgsmålene som et forsøg på at ydmyge manden. Blandt spørgs-målene er et lille, uskyldigt udseende geometrisk problem, der lyder som følger: "fra et punkt i en ligesidet, trekantet flade måler jeg 3, 4 og 5 miles henholdsvis til hver af de tre "vertices". Bestem den trekantede flades størrelse ". Mr. Winter fortalte mig, at spørgs-målet havde været klassisk på Cambridge University igennem adskillige hundrede år, og at adskilllige topmatematikere havde begået selvmord på grund af det. Jeg lavede en lille tegning af opgaven på hvilken, vi gav løsningen. Denne er meget enkel, hvis man tilfældigt opdager den. Selvfølgelig har jeg glemt den for mange år siden. Jeg forelagde den en gang for " the Scientific American " men fik intet svar. Jeg har altid været nysgerrig efter at vide, hvorfor dette enkelt udseende spørgsmål har en sådan historie. Jeg ved, at jeg ikke har været i stand til at løse det igen.

Jeg kunne fortsætte med adskillige andre historier om Mr. Winter men vil slutte med hans råd til mig dagen før, jeg tog afsted til Stanford første gang. Han kaldte mig ind på sit kon-tor og, efter at have givet mig rådgivning vedrørende personlige sager, sagde han: " Ed, husk altid dette: hvis en mand kommer hen til dig, banker dig i ryggen og siger " Hello, you damned old S.B. how the hell are you", er han din ven, men hvis han kommer og tager dig i hånden og siger " Hello, brother smith, God bless you, I am glad to see you", så pas på ham. Han er en "double crosser". Sørgeligt at sige det, men jeg har fundet ud af, at det er sandt.

PEGLEG McLAUGHLIN

Peg Mc Laughlin var en mand af en helt anden støbning. Jeg tror ikke, at en eneste nogen sinde kendte ham under et andet navn end Peg. Han havde mistet sit ene ben, da han som en lille dreng var blevet "jarred off" en kassevogn, på hvilken han klatrede, da lokomotivet blev startet. Benet blev amputeret meget tæt på eller måske i hofteskålen. Han kom igennem livet med intet andet end en rund kæp med en "crotch" i den ene ende som krykke. Men på trods af kun at have et ben blev han en bemærkelsesværdig svømmer. Han var hurtig og kunne holde sig under vandet i usædvanlig lang tid. Han har reddet ad-skillige personer fra at drukne, og hver gang, der var et drukneuheld i byen lød det: " Få fat i Peg McLaughlin til at dykke efter kroppen". Ved siden af hans svømmeevner var han en hestemand. Havde han én gang set en hest, kunne han genkende og huske den bedre, end de fleste kan huske hinanden. Han sluttede sig til indianerne, lærte deres sprog og tilbragte megen tid i reservatet. Jeg tror, at han vidste, hvor en hver gruppe heste var i reservatet og hvilke heste, der var i gruppen. Han gjorde det til sit levebrød at træne væddeløbsheste for de lokale hestevæddeløbs-entusiaster. Han døde som temmelig gammel for ikke så mange år siden.

VI FINDER VORES HOPPE

En gang havde min far mistet en hoppe, og den havde været væk i adskillige måneder. Han mødte Peg en dag og spurgte ham, om han måske kendte noget til dens tilholdssteder. Peg tænkte over det et øjeblik og sagde: " ja, jeg tror, at jeg så hende ovre på Rabbit Creek sammen med en gruppe heste anført af en hingst", hvilken han beskrev. Far og jeg tog en dag ud for at lede efter hende og fandt hende - som beskrevet - ca. 12 miles fra hjemmet. Med hjælp fra en indianer omringede vi hestene og fik dem ind i en indianers indhegning. Der sad en stor, fed indianer på toppen af gelænderet og iagttog os, mens vi prøvede at udskille vores hest, da gelænderet brød sammen, og han faldt til jorden. Bevægelsen skræmte hestene i indhegningen, og enhver af dem sprang over eller gennem den knækkede sektion og flygtede, og vi blev nødt til at drive dem endnu 5 miles for at finde en anden indhegning. Til slut fik vi fat i vores hest og kom hjem temmelig trætte efter en meget lang dags ridt.

INDIANERE

Når jeg begynder at skrive om indianerne synes det mig, at jeg kun lærte meget lidt om dem i betragtning af den tid, jeg boede i deres nærhed. Mit kendskab til dem er meget begrænset. Der var to stammer i reservatet - " the Bannocks " og " the Shoshones ". Som jeg kendte dem som dreng var de 100% " blanket " indianere; d.v.s. at deres tøj helt og holdent bestod af " blankets " ( = uldne tæpper ). Det ydre klædningsstykke var et helt tæppe viklet rundt om kroppen. Hvordan de ordnede underklædningsstykkerne fandt jeg aldrig ud af. Det så altid ud, som om de havde mindst tre tæpper viklet rundt om dem. Hver gang jeg har set en squaw løbe ud af en forretning og læne sig op af en pæl eller noget andet, har jeg kunnet aflæse ud af hendes bevægelser, at hun urinerede i sine klæder. Svigerfar Ferguson plejede at fortælle om indianerne omkring Centerville; hvordan de købte et skørt og tog det på uden på deres gamle skørter og aldrig skiftede før de inderste rådnede op.

Som tiden gik, skiftede de gradvist til de hvides dragt. I starten bar " the squaws " en kimono med et tæppe og mændene skjorte og bukser med et tæppe over deres skuldre. Under mit sidste besøg i Pocatello mener jeg ikke at have set en eneste "tæppe-indianer". Jeg så aldrig en indianer gå barfodet. De gik altid med mokkasiner - som de var mestre til at lave - indtil de " adopterede " de hvides sko.

Jeg erindrer en nydeligt udseende ung fyr, som var moderne klædt men altid bar et tæppe over sin skulder, dækkende den ene arm. Han var kandidat fra Sherman Indian College, men han havde en deform hånd og håndled, som han åbenbart skammede sig over og derfor holdt tildækket. Det var hans yndlingsbeskæftigelse i fritiden at stå på banegården ved togtiderne og prøve at få passagerer til at tale til ham, hvilket de plejede at gøre på kineserengelsk. Det eneste, de kunne få ud af ham, var et grynt nu og da. Når togene var kørt plejede han så at gå over til saloonerne i Front Street og underholde menneskemæng-den med historier om de pudsige ting, han havde hørt. Nogle mennesker kan sandelig vise deres uvidenhed og gøre sig selv til grin ved sådanne lejligheder. Alle unge indianere havde gået i skole og kunne forstå og tale engelsk så godt som enhver anden, men det er deres natur at " clam up " i hvide mænds nærvær.

Sommetider spillede de unge mænd et spil i stil med at kaste hestesko, idet de kastede en sten mod en pæl. Stenene var gjort til runde kugler på en størrelse mellem en tennisbold og en baseball-bold og var meget glatte og runde som følge af , at to sten i meget lang tid var banket mod hinanden.

Regeringen i USA havde gennem flere år prøvet at hjælpe dem økonomisk, så de kunne avle kvæg og dyrke landbrug. I alle reservater var der en farmer fra regeringen for at vise dem, hvordan de skulle dyrke afgrøder. Jeg er ked af at måtte sige, at mange af disse farmere var politisk udpegede og totalt moralsk fordærvede. Da Pocatellos by-beliggenhed var købt ydede regeringen en delvis betaling ved at give hver indianer en ko og en kalv for at få dem interesserede i kvægavl - men kun med ringe succes. Deres interesse lå mest i heste, og en mands rigdom blev vurderet efter det antal grupper af heste, som han havde på græsningsarealet. Jeg husker et par somre, hvor de solgte adskillige hundrede stk. To købere tilbød dem $ 1,50 til $ 3,00 pr. udsøgt pony. Indianerne bragte deres grupper af heste til de lokale besætningspladser, hvor de ønskede blev udvalgt. De erhvervede heste blev ført til Nebraska og derfra transporteret med jernbane til deres bestemmelsessted. Da de fik dem der, var de i det mindste delvist tæmmede til ridning og blev solgt som rideponyer. I vor tid er det svært at forestille sig, hvordan man kunne drive en gruppe heste så langt tværs over land og finde føde og vand til dem samt holde sammen på dem.

Den eneste indianer, jeg kendte personligt, var Buck Gibson. Han havde lidt landbrug og dyrkede lidt hø og korn. Min far var en blandt andre til hvem han nu og da kunne gå og låne lidt småpenge. Han plejede altid at betale tilbage om efteråret, når han havde solgt noget korn. En dag kom han til far og sagde "Charlie, my squaw catchum papoose. We want to catchum big eats. Will you gimme four bits ?" ( en halv dollar ). Måltider på kinesiske restauranter kostede på den tid 25 cents.

Senere - mens jeg var inspektør på Pocatello City Water Works, lagde vi 12 miles rørledninger fra Mink Creek. En dag kom Buck til mig og sagde : " Ed, what you callum you and Jim," " går op og ned ad grøften, bog i lomme, ingen arbejde, en anden arbejder?" "Boss?" " No boss." " Inspektør ?" " Ingen inspektør ." " Entreprenør ?" " Ja, mig ønsker at være entreprenør." "All right, Buck, du kender de sten i vejen oppe ved ventilhuset. Hvor meget vil du forlange i betaling for at tage disse sten ud af vejen?" "Mebbe so $ 3,00?". " Nej Buck, det er ikke nok." "Mebbe so $ 5,00?" " Nej, jeg vil give dig $ 10,00." Buck gik glad derfra. En ugestid senere gik jeg op til ventilhuset, og her sad Buck i sin vogn mens hans squaw og datter arbejdede på vejen. Da jeg kom derop sagde han stolt: " Nu mig entreprenør ".

En af de sidste "Wick-i-ups" eller tipier, som jeg husker at have set, stod omkring fem kareer fra Pocatello House. Det var en typisk tipi, sådan som I har set billeder af i Jeres historiebøger. Den var beboet af to gamle squaws, som havde et ringe levebrød med at vaske og gøre andet husarbejde for kvinder i byen. Den var omgivet af et hegn lavet af pilestænger og salviekrat. Jeg har et billede af den. Den afsluttende tragedie var, at nogle djævelske knægte satte ild til den, og de to fattige, gamle squaws mistede alle deres sparsomme ejendele.

MIN FØRSTE LANDMÅLINGS OPGAVE

Jeg har allerede nævnt, at jeg var startet på min første landopmålingsdeltagelse. Arbejdet foregik over den store bøjning på the Snake River, hvor den drejer mod nord nær Ontario, Oregon. Det rygte var spredt, at folk fra Singer Symaskiner havde sænket en skakt ned på 70 feet dybde og havde ramt en gruskonglo-
meratformation smækfuld af guld og havde ladet skakten fylde op med vand, som om den var opgivet, og de prøvede så at få ejerskab over hele det omgivende landområde, før nogen andre fik kendskab til det. Vi brugte to uger på at lokalisere hjørnesektioner og poste anmeldelser af krav på guldlejet. Det var et landområde bevokset med salviekrat, og vi tre drenge brugte megen tid på at kaste sten efter kaniner. Det var en overraskende nøjagtighed, vi udviklede. Jeg tror, at vi dræbte ni kaniner den sidste dag, vi var derude. Så vidt jeg ved, blev der aldrig fundet noget gruskonglomerat eller guld der.

MIN ANDEN LANDMÅLINGS OPGAVE

Min næste deltagelse i en opmålingsopgave var i løbet af sommeren 1906. George Winther havde taget mig med for at hjælpe ham med at landopmåle med hensyn til vand-rettigheder i Hunters Hot Springs, Montana. Dette landområde var et stort kursted hovedsageligt støttet af velhavende folk fra Minneapolis og Chicago. To unge fyre var taget på en vandretur på 5 miles - eller deromkring - og havde dræbt en klapperslange. Da de kom tilbage, fortalte de uhyggelige historier om hvordan, slangerne havde angrebet dem, og hvordan de havde været tæt på at miste livet , etc. Ingen tog deres historie alvorligt og tvivlede endda på, at de havde dræbt en slange, så næste dag gik de tilbage og hentede slangerne for at bekræfte deres historie. Jeg bar dengang en Stetson sombrero med et hattebånd lavet med klapperslange. Jeg kunne ikke lide deres praleri og, inspireret af mr. Winther, tog jeg klapperslangerne af mit hattebånd og gik - sådan helt tilfældigt - ind i barlokalet og fortalte bartenderen, at jeg havde mistet slangerne fra min hat og spekulerede på, om nogen mon havde set dem. Well, det gjorde naturligvis deres historie mistænkelig, og de lavede så megen ståhej omkring det, så enhver følte afsky for dem, og bartenderen besluttede at lave en grævlingekamp til deres benefice. Denne er formodentlig en kamp mellem en grævling og en hund. Væddemålet foregik frit - nogen stemte på grævlingen, og nogen stemte på hunden. En kasse med en grævling med et reb omkring halsen blev bragt. I kassen var en dør, som ville give efter for et træk. En mand holdt hunden, og den spillede til fulde sin rolle , idet den glubsk prøvede at komme fri og få fat i grævlingen. Fjolset - en af de to fyre nævnt før - blev valgt, og efter at have fået udtrykkelige instruktioner i at trække grævlingen for at give den en ligeværdig chance over for hunden, trak han meget kraftigt, og ud kom et sovekammer (??). The wild west var bare for meget for disse drenge, for de tog afsted uden at have brugt en dime i baren og blev aldrig set igen.

EN ANDEN GRÆVLING - HUNDE KAMPHISTORIE

Nogle få år senere så jeg en lignende grævlingekamp i Coalinga. Coalinga afholder altid en stor 1.maj fejring, og dette år - for at hjælpe komiteen, så de kunne dække udgifterne - annoncerede de, at en stor hunde- og grævlingefight ville blive afholdt i operahuset, og de solgte nok biletter til at fylde huset. Fresnos sherifkontor blev lukket, og 6 vicesheriffer og formanden for " Fresno Humane Society " gik op på scenen for at foretage arrestationer, og de spolerede næsten showet. Betjentene var virkelig "solgt", og deres eneste fortrydelse var, at havde de vidst, at det var en "sællert", ville de have haft sheriffen selv med for at foretage arrestationerne eller starte grævlingen.

PARTNERSKAB MED W. A. SAMMS

Efter afgangseksamen fra Stanford tog jeg tilbage til Pocatello og blev optaget som partner i et ingeniør- og undersøgelsesfirma af en meget ældre mand, som hed W. A. Samms. Den landsdækkende depression i 1907 ramte os, og den smule penge, vi indtjente, blev brugt af Samms til at forsørge sin kone og 5 børn. Jeg fik ikke nok til at kunne købe tøj - ikke engang nok til at kunne leve af. Mine forældre støttede mig.
Vores kontor var i en teaterbygning, og vi overtog ledelsen af teatret. Foruden de rejsende shows prøvede vi med levende billeder i 6 måneder.Alt hvad jeg jeg fik ud af det, var en masse hårdt arbejde og nogle få fribilletter, som jeg kunne give til mine venner. Jeg blev snart træt af det, og efter 1½ år trak jeg mig ud af det og tog til Fresno.

OVERVÅGNING/UNDERSØGELSE AF " PINE FLAT RESERVOIR"

31-01-2008

IKKE FÆRDIGSKREVET ENDNU!!!
--------------------------------------------------------------------------